Valg og kongres 2023

Jeg brænder for at kæmpe for det, vi fortjener!

Kathrine Marie Erenskjold, formandskandidat og næstformandskandidat

”Goddag jeg hedder Kathrine, jeg er radiograf, og jeg skal undersøge dig i dag”.

Det har jeg sagt tusindvis af gange til patienter, der er bekymrede for de resultater, der venter på den anden side af undersøgelsen. Jeg tager imod dem med omsorg, selvom jeg godt ved, at de i det øjeblik tænker: ”Hvad er en radiograf?”

At være radiograf er en stor del af min identitet, og jeg bliver stolt over det arbejde, vi udfører, både menneskeligt og professionelt. Derfor vil jeg gå forrest i kampen for bedre arbejdsvilkår og løn. Vi har det med at gå under radaren, lige så ofte som der er fejl i henvisninger til os. Men vi ved, hvad vi er værd; vi skal have, hvad vi fortjener.

Det har været et privilegium for mig at sidde i Radiograf Rådets hovedbestyrelse, først som formand for Radiografstuderende i Danmark og siden som fungerende næstformand i Radiograf Rådet Region Hovedstaden.

Dette arbejde har givet mig erfaring, som jeg er klar til at bruge, når jeg forhåbentlig bliver valgt som formand eller næstformand.

Det skal være slut med usynlige radiografer. Vi skal blive bedre til at gøre opmærksom på os selv, det vil det hjælpe ved forhandlingsbordet, når der skal indgås overenskomster. De kommende forhandlinger kræver hårdt arbejde, hvis vi skal opnå forbedringer ude i de stadig mere travle afdelinger.

Der er ingen, der kan undvære os radiografer i sundhedsvæsenet, ligesom vi ikke kan undvære hverken sygeplejersker, bioanalytikere eller læger.

Derfor tror jeg, at vi når længst med gensidig respekt, samarbejde, dialog og ligeværd mellem faggrupperne. Jeg vil dog samtidig arbejde for, at vores ekspertise som radiografer bliver respekteret i en tid, hvor andre faggrupper er begyndt at overtage nogle af vores arbejdsopgaver.

Radiograf Rådet er til for medlemmerne, og alle medlemmer skal kunne se sig selv i foreningen. Derfor ser jeg det som min fornemmeste opgave at repræsentere Radiograf Rådet og kæmpe for jer medlemmer, hvis I sætter kryds ud for mig.

Kathrine Marie Erenskjold.


Kathrine Marie Erenskjold

Uddannet fra Københavns Professionshøjskole, 2020, N-retning

Bor på 2000 Frederiksberg

Arbejder på Klinisk fysiologisk/nuklearmedicinsk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, som radiograf

Specialfunktioner:
Næstformand i LMU.

Nuværende og tidligere tillidshverv i Radiograf Rådet:
Formand for RSD, 2017–2021 (forlænget pga. COVID-19)
Tillidsrepræsentant, 2020-
TRU-medlem, 2020-
Regionsbestyrelsesmedlem i Region Hovedstaden, 2021-
Delegeret for PKA, 2023-
Fungerende næstformand i Radiograf Rådet Region Hovedstaden, oktober 2021–februar 2023 + juli 2023-

Anden relevant uddannelse:
TR-grunduddannelse

Erhvervserfaring:
Har tidligere arbejdet i Lejerbos økonomiafdeling som studentermedhjælper. Formand for RSD Har arbejdet som radiograf siden 1. februar 2020.

Hobbyer og fritidsinteresser:
Jeg spiller violin i orkester/band, går til armlægning, styrketræner og løber

Kandidaterne i alfabetisk rækkefølge efter efternavn

Mød kandidaterne