Valg og kongres 2026

Jeg har kun fået mere blod på tanden til at kæmpe for vores faglighed, vilkår og fremtid

Kathrine Marie Erenskjold, forpersonskandidat

Hvis der er én ting, jeg ved, så er det, hvad vi radiografer er værd. Derfor er der intet, jeg hellere vil end at fortsætte med at kæmpe for, at vi får, hvad vi fortjener. Nye teknologier og politiske reformer gør, at vores fag er i hastig forandring. Det stiller store krav til os alle, og det vil være min vigtigste opgave at skabe et lederskab, I kan stole på.

Selvom de fleste møder en radiograf på et tidspunkt, er det desværre stadig de færreste, som ved, hvad vi er for nogle, og hvad vi laver. Det vil være min fornemmeste opgave at gøre radiograferne mere synlige i den offentlige debat, så vores position ved forhandlingsbordet og under udrulningen af diverse reformer er så stærk som muligt. Det vil gavne vores løn og arbejdsvilkår, for lønkampen er ikke slut.

Kunstig intelligens bliver en større og større del af faget. Nogle mener ligefrem, at vi radiografer med tiden helt kan erstattes af en algoritme. Det tror jeg ikke på. AI kan være et stærkt værktøj til at forstærke vores faglighed, men teknologien kan aldrig erstatte radiografens menneskelige nærvær og eftertænksomhed. Det er vigtigt for mig at være på forkant med AI-relaterede udfordringer og dilemmaer.

Vi har brug for alle de kyndige radiografer, vi kan få, og derfor skal vi skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked. Der er f.eks. mange seniorradiografer, som fortsat brænder for faget og patienterne og ønsker en langsom tilbagetrækning. Ofte spænder systemet desværre ben. Jeg vil sikre, at alle, der vil arbejde, kan arbejde.

De seneste tre år har jeg mødt hundredvis af kyndige radiografer ude på hospitalerne, og jeg vil se frem til at lære endnu flere af jer at kende. Det er vigtigt for mig at være i øjenhøjde med jer medlemmer – og omvendt.

Jeg har nu erfaringen og det politiske netværk til at tale vores sag som forperson, mens mindet om at sige ”træk vejret ind, og hold det” stadig er friskt i hukommelsen.


Kathrine Marie Erenskjold

Uddannet fra Københavns Professionshøjskole, 2020, N-retning

Bor i København

Arbejder i Radiograf Rådet som næstforperson (har orlov fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler)

Specialfunktioner:
Har følgende ansvarsområder: Radiograf Rådet Studerende (RRS), det internationale arbejde (herunder EFRS, ISRRT, NSR), arbejdsmiljø (herunder arbejdsmiljørepræsentanterne), projekt upassende bemærkninger, neurodivergens på arbejdspladsen, tillidsrepræsentanterne.

Nuværende og tidligere tillidshverv i Radiograf Rådet:
Formand for RSD (Nu RRS), 2017–2021 (forlænget pga. COVID-19)
Medlem af hovedbestyrelsen 2017-nu
Tillidsrepræsentant, 2020-2023
TRU-medlem, 2020-nu
Regionsbestyrelsesmedlem i Radiograf Rådet Region Hovedstaden, 2021-2023
Delegeret for PKA, 2023-nu
Fungerende næstformand i Radiograf Rådet Region Hovedstaden, oktober 2021–februar 2023 + juli 2023-oktober 2023
Næstforperson Radiograf Rådet 2023-nu
Hovedbestyrelsesmedlem i Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) 2024-nu
Herudover repræsenterer jeg Radiograf Rådet i Arbejdsret, Ligestilling og EU, Arbejdsmarkedspolitisk udvalg, Arbejdsmiljøpolitisk udvalg og Forpligtende Fællesskab om Organisering i FH.

Anden relevant uddannelse:
TR-grunduddannelse
Forhandlerkursus

Erhvervserfaring:
Radiograf på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler
Formand for RSD
Studiejob i Lejerbos økonomiafdeling

Hobbyer og fritidsinteresser:
Jeg spiller violin i bandet Flõr, går til armlægning, styrketræner, løber og strikker.

Mød kandidaterne