Jeg tror, helt personligt, ikke på, at jeg som næstforperson eller Radiograf Rådet som fagforening kan gøre ”os” mere synlige på mange af de måder, som medlemmerne ønsker. Jeg tror ikke på, at vores profession lever i magthavernes bevidsthed eller vi bliver nævnt i medierne, når sundhedsvæsenet omtales.

Derfor er vores synlighed i den helt fysiske form utrolig vigtig. Vi skal være til stede, vi skal invitere os selv ind og kræve, at vi skal være der. Vi skal være synlige dér, hvor beslutningerne træffes, så vi ikke bliver glemt. Vi skal ikke forvente at vi er medtænkt per automatik. Hvis vi kan nå derhen, så tror jeg på, at vi kan forbedre vores resultater for medlemmerne.

Hvad er det så dit arbejde bliver?

Flere af mine nyuddannede kolleger har spurgt om dette. Et kæmpe tegn til at vi skal stoppe op og stille os selv nogle spørgsmål. Vi er en lille fagforening. Vi skal udnytte de fordele, det har. Det, der sker i hovedbestyrelsen og arbejdet i formandskabet, skal ud at leve hos medlemmerne. Vi burde kunne opnå, at vores fagforening ikke er en abstrakt størrelse. Derfor betyder det meget for mig, at vi kommer rundt i landet og måske ændrer i måden, vi kommunikerer på. Det har glædet mig at se, at det er sket meget mere de sidste tre år og det er helt sikkert en stafet, jeg har tænkt mig at samle op og arbejde videre med.  

Når man er allermest træt af sin fagforening

Jeg har haft mit tillidserhverv i Radiograf Rådet i over 10 år, alene af den grund, at jeg ikke kan lade være. Jeg forstår ikke, at andre ikke forstår, hvorfor de skal være medlem. Det er en arrogant holdning, indrømmet.

Jeg forstår at man kan være utilfreds med håndteringen af ting, enkeltpersoner, beslutninger, en retning. Det har jeg da virkelig også været fra tid til anden. Men hvis man synes, at grundidéen er god, at vi faktisk lykkes bedst sammen, så må man jo arbejde videre den vej og prøve at ændre det, der ikke fungerer.

Ligesom alt andet demokrati <3

---