7. oktober 2025
Ny samarbejdsaftale styrker Radiograf Rådets position
Den nye aftale mellem Radiograf Rådet og Dansk Sygeplejeråd skærper samarbejdet og forpligter parterne tydeligere end før – til gavn for radiograferne.

Mandag satte Radiograf Rådets formand, Christian Gøttsch Hansen, og Dansk Sygeplejeråds forperson, Dorthe Boe Danbjørg, deres underskrifter på en ny, revideret samarbejdsaftale mellem de to fagforeninger. Underskrivelsen fandt sted i Kvæsthuset i København og markerer et styrket og mere forpligtende samarbejde mellem de to parter.
Radiograf Rådet tog selv initiativ til at opdatere den tidligere aftale, som har dannet rammen for samarbejdet siden 1973.
”Aftalen med Dansk Sygeplejeråd er en nødvendighed, så længe vi er en del af både Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet,” siger Christian Gøttsch Hansen, der kalder den nye aftale både ”den mest naturlige og ligeværdige” for Radiograf Rådet og medlemmerne.
Et tydeligere krav om inddragelse
En af de væsentligste ændringer i den nye aftale handler om forhandlingsretten. Hvor der tidligere stod, at Radiograf Rådet kan inddrages i sager, der vedrører radiografer, står der nu, at rådet skal inddrages.
Radiograf Rådet har i dag fire samarbejdsaftaler med DSR:
Politik Samarbejdsaftale,
Økonomi Samarbejdsaftale,
Lederforening Samarbejdsaftale og Databehandleraftale.
Fremover skal Radiograf Rådet således orienteres centralt forud for enhver forhandling, der berører radiografer. Når forhandlinger påvirker både sygeplejersker og radiografer, skal de to forbund samarbejde tæt. Og hvis en forhandling udelukkende vedrører Radiograf Rådets medlemmer, kan DSR efter aftale delegere forhandlingsretten direkte til Radiograf Rådet.
”Vi skal ikke glemmes i forhandlingerne – og det er lige netop det, den her aftale sikrer, at vi ikke bliver,” lyder det fra en tilfreds Christian Gøttsch Hansen.
Større ansvar – også lokalt
Den nye samarbejdsaftale skærper ikke kun det centrale samarbejde mellem Radiograf Rådet og Dansk Sygeplejeråd – den får også betydning ude på arbejdspladserne.
Fremover får radiografernes tillidsrepræsentanter en mere fremtrædende opgave med at sikre, at aftalens principper bliver fulgt lokalt. De skal blandt andet minde fællestillidsrepræsentanterne om, at Radiograf Rådet skal inddrages, når der træffes beslutninger eller forhandles om forhold, der vedrører radiografer.
Christian Gøttsch Hansen understreger, at tillidsrepræsentanterne spiller en helt central rolle i at holde samarbejdet levende:
”TR’erne er nøglen til, at aftalen bliver brugt aktivt. Det er dem, der i praksis skal holde fast i, at vi som faggruppe bliver taget med ved bordet, når der forhandles om radiografernes vilkår.”
Han peger på, at mange beslutninger, som påvirker radiograferne, bliver truffet lokalt – og at det derfor er afgørende, at aftalens ånd også forankres der:
”Den nye aftale giver os et stærkere fundament centralt, men det er ude i afdelingerne, den skal vise sin værdi. Hvis TR’erne kender aftalen og bruger den aktivt, kan vi sikre, at radiograferne ikke bliver glemt i lokale forhandlinger og drøftelser.”
På den måde skal samarbejdsaftalen ikke kun styrke Radiograf Rådets position i de overordnede forhandlinger – men også sikre, at radiograferne får reel indflydelse og bliver hørt, dér hvor deres hverdag udspiller sig.
Selvom vi er to forskellige fagforeninger af forskellig størrelse, er det her en ligeværdig aftale. Det er det afgørende,
Et mere forpligtende samarbejde
Aftalen beskriver, at formålet med samarbejde er at styrke koordineringen af faglige og organisatoriske aktiviteter, varetage Radiograf Rådets forhandlingsopgaver og interesser på alle niveauer – kommunalt, regionalt, statsligt og privat – samt håndtere fagretlige og overenskomstmæssige problemstillinger for medlemmerne.
”Det er vigtigt, at vi har en skarp samarbejdsaftale – og det er den her,” understreger Christian Gøttsch Hansen.
Han kalder det en vigtig dag for Radiograf Rådet: ”Selvom vi er to forskellige fagforeninger af forskellig størrelse, er det her en ligeværdig aftale. Det er det afgørende.”
Aftalen kan opsiges med et års varsel, men ifølge formanden burde det ikke blive aktuelt: ”Den her aftale har aldrig været vigtigere.”