23. juni 2026

Vil du præge Radiograf Rådets fremtid?

Det er kongresår i Radiograf Rådet – her er alt, du skal vide om valg, kandidatur og kongressen 2026.

Det er kongresår i Radiograf Rådet, og medlemmer kan nu melde deres kandidatur til posten som forperson eller næstforperson.

Er der flere kandidater, afgøres valget ved en urafstemning blandt alle medlemmer fra 10. september og frem til kongressen den 3. oktober 2026, hvor resultatet offentliggøres, og forperson og næstforperson vælges for de kommende tre år.

Forperson og næstforperson

Sådan stiller du op til formandskabet

Hvis du ønsker at opstille som forperson og/eller næstforperson, skal du inden fristens udløb meddele dette skriftligt pr. mail til Radiograf Rådets sekretariatschef Søren Hanager, hanager@radiograf.dk. Alle medlemmer af Radiograf Rådet, med undtagelse af interessemedlemmer, studerende og seniorer, kan stille op.

Radiograf Rådets forperson tegner foreningen udadtil og forestår – under ansvar overfor hovedbestyrelsen – som den politiske ledelse af Radiograf Rådet. Forpersonen leder hovedbestyrelsens møder og er ansvarlig for, at Radiograf Rådet arbejder for at varetage medlemmernes interesser bedst muligt. Forpersonens opgaver og omfanget af opgaverne tager afsæt i de erfaringer, forpersonen har, og den betydning Radiograf Rådets hovedbestyrelse og kongres ønsker, at forpersonen skal have.

Radiograf Rådets næstforperson tegner foreningen i forpersonens fravær og er stedfortræder for forpersonen i dennes fravær. I det daglige indgår næstforpersonen i et tæt samarbejde med forpersonen om at drive Radiograf Rådets politiske udvikling. Næstforpersonens opgave og omfanget heraf tager afsæt i de erfaringer, næstforpersonen har, og den betydning for Radiograf Rådets hovedbestyrelse og kongres ønsker, at næstforpersonen skal have.

Den konkrete arbejdsdeling mellem forperson og næstforperson aftales internt mellem partnerne og præsenteres for hovedbestyrelsen. Er du interesseret i at stille op som forperson og/eller næstforperson, men har uafklarede spørgsmål i den forbindelse, kan du fortroligt henvende dig til sekretariatschef Søren Hanager på hanager@radiograf.dk eller telefon 50 85 23 76

Om Radiograf Rådets kongres 2026

Radiograf Rådet afholder kongres hvert tredje år og i år finder kongressen sted d. 3. oktober 2026 i Huset, Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart.

Kongressen består af en række kongresdelegerede medlemmer, otte studerende, to ledere og Radiograf Rådets formandskab – alle medlemmer er dog velkomne til at overvære kongressen og til at tale på den.

Dagsordenen for kongressen ser foreløbig sådan ud:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Valg af stemmetællere
  4. Godkendelse af dagsorden
  5. Godkendelse af forretningsorden
  6. Fremlæggelse af Hovedbestyrelsens beretning
  7. Godkendelse af årsregnskaber for 2023, 2024 og 2025
  8. Behandling af eventuelt indkomne forslag
  9. Behandling af forslag til lovændringer
  10. Behandling af særlige indsatsområder i 2027, 2028 og 2029
  11. Fremlæggelse af budgetter for 2027, 2028 og 2029, herunder fastsættelse af kontingent
  12. Annoncering af valg af Radiograf Rådets forperson
  13. Annoncering af valg af Radiograf Rådets næstforperson
  14. Valg af intern revisor og suppleant
  15. Valg til Uddannelsesfondens bestyrelse
  16. Eventuelt

Hvis du som medlem har lyst til at overvære kongressen, kan du sende en mail til kontakt@radiograf.dk senest d. 5. september 2026 – så sørger vi for, at der er plads til dig.


Nyheder

Vil du præge Radiograf Rådets fremtid?

Første professor i radiografi: ”Nu bliver jeg anerkendt på en anden måde”

OK26 for statens radiografer: Aftalen er på plads

Q&A om OK26

OK26-aftalen udfoldet: Her er detaljerne

Ny overenskomstaftale på plads for radiografer

Overordnet OK-forlig på plads: Reallønsfremgang og nye rettigheder på vej

OK26 – Aftale om treårigt overenskomstforlig for statsansatte på plads

Afgørelse i deltidsdommen: Overenskomster skal ændres efter EU-kritik

Billeddiagnostikkens samlingspunkt: Faglighed, debat og virkelighedsnære erkendelser

Årets Faglige Forbillede 2025: ”Det er vigtigt for mig, at de studerende får den radiograffaglige stolthed ind under huden”

Ny samarbejdsaftale styrker Radiograf Rådets position

Landskonference samler RTT’ere fra hele landet til vidensdeling og inspiration

Regionerne viser vejen: Sådan skal Radiograf Rådet stå stærkere i fremtiden

Har du haft merarbejde som deltidsansat i det offentlige? Så kan du have penge til gode

OK26 – Sundhedskartellet kickstarter forhandlingerne

OK24 – Hvad er der sket og hvad kan vi se frem til

Billeddiagnostisk Årsmøde 2025: Sammen om fremtidens billeddiagnostik

Nyt patientklagesystem skal føre til færre personklager

Medlemsundersøgelse: Radiografer oplever mening i jobbet og tror på fagets fremtid