Snakken går på kryds og tværs mellem bordene i Mødecenter Odense. Der bliver grinet og hilst på både nære og fjerne kolleger. Der er ikke en ledig stol tilbage i salen.

Da den lille klokke ringer, bliver summen af samtaler afløst af koncentreret stilhed. Blikke rettes mod scenen, notesblokke og kuglepenne er klar, og dagens første oplæg går i gang.

RTT’er fra hele landet er samlet til landskonference, og den fyldte sal afslører, at er interessen stor.

“Jeg håber, at I i dag kan få gode ideer til store og små projekter i afdelingen,” lyder det fra Helle Mathiasson, der er forkvinde for Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker og medarrangør af dagen.

Og det er netop erfaringsudvekslingen, der hurtigt kommer til at præge dagen. For på landets stråleterapiafdelinger bliver der dagligt eksperimenteret, undersøgt og udviklet. I dag samler vi så op og deler på tværs – for måske kan én løsning fra én afdeling vise sig at være lige præcis den idé, en anden kan tage med hjem

Når standarden ikke passer

En skumklods beklædt med plastik. En strop spændt fast til lejet. En patient, der bliver lagt en smule på skrå. Det lyder måske ikke som de store landvindinger. Men når dagens første tema er lejring og planlægning, bliver det hurtigt tydeligt, hvor meget de små justeringer kan betyde.

Amalie Bakmann fra Aarhus Universitetshospital åbner dagen med et oplæg om de patienter, der ikke passer ind i den klassiske standardlejring ved strålebehandling af brystkræft.

“‘Standard’ passer ikke til alle mennesker. Derfor har vi eksperimenteret med, hvad man kan gøre med netop de patienter,” fortæller hun.

På AUH har eksperimenterne blandt andet ført til en såkaldt push-up-klods, der kan mindske hud-mod-hud-kontakt under brystet. Ved større bryster kan patienten i stedet lejres let på skrå, så brystet balanceres oven på thorax og giver bedre adgang til behandlingsfeltet. Og i nogle tilfælde bruges en strop til at holde det modsatte bryst væk fra behandlingsområdet.

Erfaringerne flyver på tværs af salen – både fra oplægsholdere og de fremmødte. Nogle steder kan samme tusch bruges til flere patienter, andre steder kræver hygiejnereglerne en ny for hver patient. Og den slags forskelle får betydning, når en patient skal tegnes op flere gange gennem et behandlingsforløb.

Men fra skumklodser, stropper og tuscher tager formiddagen også et teknologisk spring.

For eksempel har Anne Sofie Juhl Hamborg fra Aalborg Universitet undersøgt brugen af AI-modeller til indtegning af risikoorganer.

Resultaterne viser en gennemsnitlig reduktion i tidsforbruget på 45 procent sammenlignet med manuel indtegning. Men de viser også, at de rå AI-konturer fortsat kræver kontrol og korrektion.

Og netop spændet mellem den hjemmelavede skumklods og den avancerede AI-model siger noget om dagens første timer: Udvikling behøver ikke se ud på én bestemt måde. Nogle gange er løsningen en algoritme. Andre gange er den et stykke skum beklædt med plastik.

Mennesket i behandlingen

Efter pausen skifter fokus.

Hvor formiddagens første del især har kredset om lejring, planlægning og teknologi, handler næste del om det, der sker omkring selve behandlingen: patienternes behov, bekymringer og bivirkninger – og om hvordan RTT’erne kan blive bedre til at få øje på dem.

Et af oplæggene handler om kræftrelateret træthed og kommer fra Tina Lindbjerg Sølvgren fra Dansk Center for Partikelterapi. Hun fortæller om arbejdet med systematisk screening for fatigue. For nogle kvinder med brystkræft kan trætheden fortsætte i op mod ti år efter behandlingen, og den kan være forbundet med både ensomhed og oplevelsen af at være blevet radikalt forandret af sygdommen.

Alligevel beskriver hun kræftrelateret træthed som ”missing care” – noget, sundhedsvæsenet risikerer ikke at få grebet tilstrækkeligt.

“Arbejdet gav kollegerne et fælles og mere nuanceret sprog for trætheden og et konkret redskab til at tage samtalen med patienterne,” forklarer Tina Lindbjerg Sølvgren.

Når arbejdsgangen skal passe til patienten – ikke omvendt

Kan et barn på fire år ligge helt stille under en strålebehandling uden at være i narkose?

Det spørgsmål er udgangspunktet, da Pernille Bekke fra Dansk Center for Partikelterapi tager ordet under konferencens sidste overordnede tema: Udvikling af arbejdsgange.

For narkose kan være nødvendig, når små børn skal gennemgå strålebehandling. Men den har en pris. Kvalme, opkast og påvirket vejrtrækning er blandt de mulige bivirkninger, og samtidig kræver det både personale og tid.

“Vi bruger rigtig mange ressourcer. Både tid og personale,” siger Pernille Bekke.

Derfor har hun og andre fra DCPT undersøgt, hvad der egentlig skal til, for at flere børn kan gennemføre behandlingen vågne.

De har blandt andet fulgt fem børn mellem fire og otte år og deres forældre gennem behandlingen, og som har fortalt om deres oplevelser med strålebehandling med og uden narkose. Under interviewene blev børnene vist billeder fra deres behandling for at hjælpe dem med at huske situationerne og sætte ord på deres følelser.

Og deres svar peger på noget ganske grundlæggende: Forberedelse, forudsigelighed og oplevelsen af at blive hørt viste sig at være afgørende. Det samme gælder forældrene. De skal føle sig trygge ved det, der sker, og opleve, at kommunikationen er rettet mod netop deres barn og familie.

Det har ført til en hel værktøjskasse af tiltag. Børnene kan se videoer og læse bøger om det, der venter. De kan øve sig i at ligge stille derhjemme og træne sammen med hospitalsklovnene. De møder så vidt muligt et fast behandlerteam, kan få en mestringskuffert og belønninger – og under nogle scanninger kan de se film.

Målet er ikke blot at undgå narkosen for narkosens skyld:

“Vi vil gerne have en mere fleksibel dagligdag. Både for familierne og personalet, færre akutte bivirkninger, bedre livskvalitet og meget mere,” siger hun.

Dagens sidste tema viser samtidig, hvor forskelligt udvikling af arbejdsgange kan se ud.

I et andet projekt er fokus rettet mod noget så konkret som udleveringen af samtykkeerklæringer. En første audit viste, at erklæringerne kun blev udleveret til 38 procent af patienterne. Målet var 70 procent. Samtidig viste projektet, at alle de patienter, der faktisk fik tilbuddet, gav samtykke til, at deres kliniske data kunne anvendes til blandt andet undervisning, vidensdeling og forskning.

Og udvikling behøver heller ikke stoppe ved døren til den enkelte afdeling. Ida Amalie Jakobsen og Keerthana Ratnarajah fra Rigshospitalet præsenterer et virtuelt MR-linac-center, der skal skabe mulighed for at dele ekspertise og innovation og understøtte mere lige adgang på tværs.

Ideerne skal med hjem

Fra dagens første skumklods til diskussionerne om AI, patientinddragelse og virtuelle samarbejder er spændet stort. Men den røde tråd er den samme: Nogen har set på den måde, tingene bliver gjort på i dag – og spurgt, om de kan gøres bedre.

Det er netop dét, Radiograf Rådets næstformand Kathrine Marie Erenskjold tager med sig fra dagen.

“Det er enormt inspirerende at se, hvor meget udvikling der foregår ude i afdelingerne. Og at det ikke engang behøver at være den store, revolutionerende idé. Nogle gange er det en lille ændring i en arbejdsgang, som gør en reel forskel for både radiografen og patienten,” siger hun.

For hende ligger en stor del af værdien ved landskonferencen også i, at erfaringerne ikke bliver på den afdeling, hvor de er opstået.

“Vi behøver ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken hver for sig. Når radiografer fra hele landet mødes og deler det, der virker hos dem, kan den god idé pludselig blive til bedre praksis et helt andet sted. Det er sådan, vi udvikler faget sammen.”

---