6. marts 2026
Ny overenskomstaftale på plads for radiografer
Radiograf Rådet har indgået en ny overenskomstaftale med forbedringer i løn og vilkår. Aftalen skal nu til afstemning blandt medlemmerne.
Radiograf Rådet har landet en ny overenskomstaftale for radiografer. Aftalen indeholder flere forbedringer – blandt andet højere pension, et løft til erfarne radiografer og nye regler for vagttillæg.
Aftalen bygger på den overordnede overenskomst for regionerne og skal nu til afstemning blandt medlemmerne.
Radiograf Rådets formand, Christian Gøttsch Hansen, siger:
”Vi er meget tilfredse med den aftale, vi har landet – det er en historisk flot overenskomst. Der er nogle klare forbedringer for radiograferne, og særligt forbedringen af pensionen er en stor sejr for vores fag, da vi dermed lever op til pensionskassens anbefalinger og der åbnes for en fritvalgsordning.”
Løft til erfarne radiografer og højere pension
Aftalen indeholder flere forbedringer i løn- og ansættelsesvilkår.
Blandt andet stiger tillægget til radiografer med mere end 10 års erfaring, og pensionen stiger med 1 procent for alle radiografer.
De organisationsspecifikke midler i forhandlingerne endte på 2 procent – højere end de 1,5 procent, man oprindeligt havde forventet. Det har gjort det muligt at få flere forbedringer igennem i aftalen.
Ny regel for vagttillæg
En af de mest markante ændringer i aftalen handler om vagttillæg.
Fremover vil alle timer på arbejdspladsen tælle med i optællingen af vagttillægget – også de timer, hvor man opholder sig på vagtværelset.
Hidtil har kun de såkaldt effektive timer talt med, altså når man aktivt blev kaldt ind til en patient.
Ændringen betyder, at arbejdsgiver ikke længere kan tilrettelægge vagter på en måde, hvor fordelingen af effektive og ineffektive timer påvirker udbetalingen af vagttillæg.
Forbedringer for ledere
Aftalen indeholder også forbedringer for radiografer med lederansvar.
Efter input fra ledere ved sidste overenskomstforhandling har Radiograf Rådet arbejdet for at styrke ledervilkårene. Det betyder blandt andet et betydeligt løntillæg til ledere af medarbejdere samt forbedrede afskedigelsesvilkår for chefer.
Del af større regional aftale
De organisationsspecifikke forbedringer bygger på den overordnede aftale for regionerne.
Den samlede økonomiske ramme er på 9,2 procent plus 0,2 procent i teknisk korrektion over tre år. Det giver blandt andet generelle lønstigninger på 6,27 procent.
Aftalen indeholder også en række forbedringer i arbejdslivet, herunder en fritvalgskonto, udvidet ret til fravær ved barns sygdom, forbedrede barselsvilkår og mulighed for livsfasesamtaler.
Medlemsmøder før afstemning
Inden aftalen sendes til afstemning blandt medlemmerne, inviterer Radiograf Rådet til digitale medlemsmøder, hvor aftalen gennemgås og medlemmer kan stille spørgsmål.
Invitationerne til møderne er udsendt via mail. Har du ikke modtaget en invitation, bedes du kontakte os på kontakt@radiograf.dk.
