“Mange af dem, jeg arbejder tværprofessionelt sammen med, er mænd, ældre end jeg og har lægefaglig baggrund. På en eller anden måde har jeg følt, at jeg skulle bevise, hvad jeg kunne, fordi jeg er så anderledes. Nu bliver jeg anerkendt på en anden måde”.

Sådan siger 46-årige Helle Precht, professor ved SDU og Røntgen og Scanning på Sygehus Lillebælt, Syddansk Universitetshospital samt docent ved anvendt sundhedsforskning og radiografuddannelsen, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. 

For hende er professoratet en anerkendelse af alt det arbejde, hun har lavet gennem årene. En titel, der nu kan hjælpe med at åbne døre samt gøre det nemmere at bidrage til større nationale og internationale strategiske projekter samt søge større fondsmidler til forskningsprojekter. 

“Det betyder, at vi i højere grad bliver inviteret med ind i de europæiske og tværprofessionelle forskningsmiljøer. Det er ikke længere andre faggrupper, der skal definere, hvilken retning radiografien skal udvikle sig i. Vi er dem, der arbejder med patienterne og teknologien hver dag, og derfor er det også os, der skal være med til at udvikle faget,” fastslår Helle Precht.  

Det lå ellers ikke i kortene, at Helle Precht en dag skulle blive professor. Moderen er bankuddannet og faderen håndværker. 

“Jeg er opvokset på Nord-Als i Sønderjylland, hvor janteloven hersker, så jeg havde slet ikke overvejet at læse på universitetet,” siger hun. 

Utålmodigt sind

Forskerdrømmene spirede først, da hun i 2010 blev spurgt til en medarbejderudviklingssamtale på radiografuddannelsen, hvor hun arbejdede som underviser, om hvor hun ville være om fem år. 

“Jeg kom til at sige, at jeg nok ikke ville være her i samme stilling, da jeg hurtigt keder mig og skal udfordres for at trives,” husker Helle Precht tilbage. 

“Inden i mig skal der ske noget nyt. Jeg kan godt have et projekt kørende i tre år, men projektet udvikler sig, vi bliver klogere og skaber nogle resultater. På den måde bliver jeg stimuleret,” siger hun.

Hendes ord fik dengang hendes chef, uddannelsesleder Steen Greve Schack, til at spørge hende, om hun ikke ville lave en Ph.d. Det mente hun ikke selv, at hun var klog nok til. Men hendes mand, der selv kommer fra en akademisk familie, syntes, det ville være dumt ikke at gribe den mulighed. 

Ægtefællen fik ret. For i 2015 kom hendes Ph.d. i hus og nu altså også et professorat. 

Vigtige aftryk 

Helle Precht, der i dag er ansat tre forskellige steder, er stolt af at være lidt af en blæksprutte, der kan koordinere tre arbejdskalendere. 

“Jeg kunne godt være ansat på hospitalet og universitetet, men jeg synes, det er vigtigt, at vi viser de studerende fra start, at det også kan være en karrierevej,” siger hun. 

Måske forklaringen på de mange kasketter skal findes i, at Helle Precht med egne ord er drevet af dels at gøre en forskel for patienterne og dels at inddrage den næste generation af radiografer i arbejdet med at udvikle og forbedre praksis.

Når hun derfor ser tilbage på sin karriere indtil nu, er hun især stolt af at have hjulpet de studerende videre i job eller med at få publiceret deres forskning. 

“Og så er der nogle specifikke projekter, hvor jeg kan se, at jeg har sat et aftryk. For eksempel hvor vi kører ud og fotograferer demente i deres eget hjem. Det gør en kæmpe forskel, at de ikke skal ind på sygehuset, også for deres pårørende,” siger Helle Precht. 

I det nye professorat glæder hun sig især til at gøre en forskel for de patienter, der har karsygdomme i benene. 

“Det er nogle af de patienter, vi har mange af i Kolding, fordi vi har nogle dygtige klinikere, som laver behandling, som er førende på verdensplan, men som vi ikke i forskningsmæssig sammenhæng har været gode til at dele. Hvis man kan undgå at patienterne bliver benamputeret kan det gøre en kæmpe forskel,” siger Helle Precht.  

Derudover ser hun frem til at forske i, hvordan man kan få en mere legende tilgang til børn.

“Som klinikere ser vi mange, som falder og brækker en arm. Vi tænker, at det er en lille ting, fordi vi er vant til at se noget, der er meget værre. Men hvis vi flytter perspektivet over til barnet, kan det være stort at skulle igennem alle de procedurer, vi tager for givet. Vi ved fra forskningen, at hvis ikke barnet ikke får en god oplevelse, kan det betyde, at de ikke går til lægen som voksen,” siger hun. 

Visionen 

I fremtiden drømmer Helle Precht om, at hun med sin forskning kan opbygge et miljø, hvor klinik, forskning, uddannelse og ledelse arbejder sammen, så forskningen kan få betydning i praksis. 

”Det kræver fondsmidler, en ledelse, der bakker op, og en uddannelsesinstitution, der kan se værdien i det. Jeg kan godt forstå, at klinikken har fokus på at få undersøgt patienterne. Men hvis vi skal udvikle faget, bliver vi nødt til også at være visionære,” siger Helle Precht. 

For at lykkes påpeger hun, at det er vigtigt med et godt netværk. Netop det har hun opbygget gennem sit flerårige, internationale engagement. 

I dag er Helle Precht f.eks. formand for forskningskomitéen i EFRS (European Federation of Radiographer Societies). Her arbejder hun sammen med kolleger fra hele Europa for at fremme forskning og videndeling inden for radiografi.

“Hvis vi vil flytte noget i et lille fag, er det vigtigt, at vi står sammen. Det gør en stor forskel at kende nogen, også når man søger funding eller vil etablere større forskningsprojekter på tværs af landegrænser,” siger hun. 

Selvom Helle Precht nu høster anerkendelse både herhjemme og i udlandet, går hun fortsat til faget med ydmyghed: 

“Min far sagde altid til mig, at man skal huske at behandle dem, man møder på vej op med respekt og ordentlighed. For dem skal man også arbejde sammen med på vej ned,” siger hun. 

---