23. juni 2026
Vil du præge Radiograf Rådets fremtid?
Det er kongresår i Radiograf Rådet – her er alt, du skal vide om valg, kandidatur og kongressen 2026.
Det er kongresår i Radiograf Rådet, og medlemmer kan nu melde deres kandidatur til posten som forperson eller næstforperson.
Er der flere kandidater, afgøres valget ved en urafstemning blandt alle medlemmer fra 10. september og frem til kongressen den 3. oktober 2026, hvor resultatet offentliggøres, og forperson og næstforperson vælges for de kommende tre år.
Forperson og næstforperson
Sådan stiller du op til formandskabet
Hvis du ønsker at opstille som forperson og/eller næstforperson, skal du inden fristens udløb meddele dette skriftligt pr. mail til Radiograf Rådets sekretariatschef Søren Hanager, hanager@radiograf.dk. Alle medlemmer af Radiograf Rådet, med undtagelse af interessemedlemmer, studerende og seniorer, kan stille op.
Radiograf Rådets forperson tegner foreningen udadtil og forestår – under ansvar overfor hovedbestyrelsen – som den politiske ledelse af Radiograf Rådet. Forpersonen leder hovedbestyrelsens møder og er ansvarlig for, at Radiograf Rådet arbejder for at varetage medlemmernes interesser bedst muligt. Forpersonens opgaver og omfanget af opgaverne tager afsæt i de erfaringer, forpersonen har, og den betydning Radiograf Rådets hovedbestyrelse og kongres ønsker, at forpersonen skal have.
Radiograf Rådets næstforperson tegner foreningen i forpersonens fravær og er stedfortræder for forpersonen i dennes fravær. I det daglige indgår næstforpersonen i et tæt samarbejde med forpersonen om at drive Radiograf Rådets politiske udvikling. Næstforpersonens opgave og omfanget heraf tager afsæt i de erfaringer, næstforpersonen har, og den betydning for Radiograf Rådets hovedbestyrelse og kongres ønsker, at næstforpersonen skal have.
Den konkrete arbejdsdeling mellem forperson og næstforperson aftales internt mellem partnerne og præsenteres for hovedbestyrelsen. Er du interesseret i at stille op som forperson og/eller næstforperson, men har uafklarede spørgsmål i den forbindelse, kan du fortroligt henvende dig til sekretariatschef Søren Hanager på hanager@radiograf.dk eller telefon 50 85 23 76
Om Radiograf Rådets kongres 2026
Radiograf Rådet afholder kongres hvert tredje år og i år finder kongressen sted d. 3. oktober 2026 i Huset, Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart.
Kongressen består af en række kongresdelegerede medlemmer, otte studerende, to ledere og Radiograf Rådets formandskab – alle medlemmer er dog velkomne til at overvære kongressen og til at tale på den.
Dagsordenen for kongressen ser foreløbig sådan ud:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Valg af stemmetællere
- Godkendelse af dagsorden
- Godkendelse af forretningsorden
- Fremlæggelse af Hovedbestyrelsens beretning
- Godkendelse af årsregnskaber for 2023, 2024 og 2025
- Behandling af eventuelt indkomne forslag
- Behandling af forslag til lovændringer
- Behandling af særlige indsatsområder i 2027, 2028 og 2029
- Fremlæggelse af budgetter for 2027, 2028 og 2029, herunder fastsættelse af kontingent
- Annoncering af valg af Radiograf Rådets forperson
- Annoncering af valg af Radiograf Rådets næstforperson
- Valg af intern revisor og suppleant
- Valg til Uddannelsesfondens bestyrelse
- Eventuelt
Hvis du som medlem har lyst til at overvære kongressen, kan du sende en mail til kontakt@radiograf.dk senest d. 5. september 2026 – så sørger vi for, at der er plads til dig.
