Nu kan du uddanne dig som beskrivende ultralydsradiograf i Danmark
Med sundhedsvæsenets stigende behandlingsbehov og mangel på personale får radiografer mulighed for nye opgaver – en udvikling, der ikke kun afhjælper manglen på radiologer, men styrker professionen og sygehusafdelingerne, mener klinikere.
Af Mara Malene Raun Schmidt. Foto: Privat.
“I begyndelsen var det en fagkamp, vi som radiografer skulle tage med radiologerne, om at få lov til at beskrive røntgenbilleder. Men de uddannede beskrivende radiografer har vist sig at være en stor succes. Disse erfaringer lagde grundstenen til, at beskrivende radiografer også skulle begynde at beskæftige sig med ultralyd – især fordi der er et stigende behov for personale til ultralydsundersøgelser.”
Det fortæller Karen Brage, der er kursusleder og en af hovedkræfterne bag en helt ny efteruddannelse til beskrivende ultralydsradiograf–/sygeplejerske – et tilbud, som måske vil vise sig særlig vigtig midt i de udfordringer, sundhedsvæsenet står over for lige nu:
“Med en aldrende befolkning og et øget fokus på tidlig diagnosticering af sygdomme er ultralyd en fremragende modalitet. Den bruger ingen stråling, er billigere end fx MR-skanninger, og den er hurtigere end mange andre metoder,” fortæller Karen Brage.
Nye opgaver
I forsøget på at følge med behandlingsbehovet er der løbende sket en omfordeling af opgaver mellem faggrupper i sundhedsvæsenet. Et aktuelt eksempel er den netop indgåede aftale, der fremover gør det muligt for sygehuse at henvise borgere til en kiropraktor i deres eget nærområde, når de skal have taget et røntgenbillede eller lavet en ultralydsscanning.
Opgaveglidningen skaber nye muligheder, men stiller samtidig krav til professionerne om at definere og udvikle deres kerneopgaver. Det kan den nye efteruddannelse til beskrivende ultralydsradiograf være et svar på.
Tilbuddet er et toårigt kompetenceudviklingsforløb, som tilbydes på Syddansk Universitet i et samarbejde med de fem regioner. Med en national efteruddannelse kan radiografer dokumentere deres kompetencer og få dem anerkendt på tværs af afdelinger og regioner. Og det giver ifølge Karen Brage en enorm værdi både for dem selv og for sundhedsvæsenet.
Fælles efteruddannelse er et vigtigt skridt
Indtil nu har mange radiografer lært ultralyd gennem sidemandsoplæring, imens enkelte har læst til ultralydsbeskrivende radiograf i udlandet. Det har dog sine begrænsninger, forklarer Karen Brage. Uden formelle beviser på deres kompetencer, risikerer radiografer nemlig at miste deres muligheder, hvis de søger arbejde andre steder. Derfor har ønsket om en dansk efteruddannelse været stort – både blandt radiografer og hospitalsledelser.
”Vi har allerede radiografer i Danmark, der laver beskrivende ultralyd, men det har været uden et ensartet fundament. Den nye efteruddannelse sikrer et højt fagligt niveau og skaber tryghed for både radiograferne og afdelingerne,” fortæller Karen Brage om forløbet, der blandt andet består af moduler i avanceret anatomi og fysiologi, billeddiagnostik, sygdomslære og praktisk træning i ultralydsbeskrivelser.
Karen Brage tror desuden, at det nye efteruddannelsestilbud kan appellere til unge, der overvejer at gå radiografvejen:
”De unge i dag er optaget af muligheder – og her er der en retning, du kan specialisere dig i, efter du er blevet færdig som basisradiograf. Det gør mig glad på vores fags vegne.”
Eksperter på eget felt
For Preben Thomassen, der er chefradiograf på Afdelingen for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital, har det været nødvendigt, at radiografer udvikler sig hen imod nye opgaver:
“Vi har i Danmark uddannet beskrivende radiografer i konventionel røntgen i godt 13 år, og de beskrivende radiografer har vist sig at være en kæmpe gevinst for afdelingen. Radiologer er en mangelvare, og vores beskrivende radiografer kan udføre en del af det arbejde, som radiologerne tidligere har udført. Det ville være vanskeligt at dække vores behov for beskrivelser uden beskrivende radiografer,” fastslår han.
I Region Hovedstaden har de endnu ikke benyttet sig af det nye efteruddannelsestilbud i beskrivende ultralyd, men det vil de formentlig gøre på sigt, fortæller Preben Thomassen. Han glæder sig over, at den vellykkede beskriveruddannelse nu har to spor i henholdsvis konventionel røntgen og ultralyd. Og så er han stolt af den arbejdsdeling, man har skabt mellem radiologer og radiografer:
”Når det gælder de mere omfattende CT- og MR-skanninger, hører det under radiologernes arbejdsområde, imens knogleundersøgelser i højere grad er blevet de beskrivende radiografers ansvar. Det er et godt samarbejde, hvor behovet for beskrivelser deles, og radiografernes kvalifikationer løftes,” forklarer han.
Preben Thomassen understreger, at specialisering også har klare fordele for radiograferne selv.
“De bliver utroligt dygtige, fordi de specialiserer sig inden for et smalt felt og udfører arbejdet hyppigt. Den praktiske erfaring gør dem til eksperter på netop deres område, og de hjælper samtidig med at skærpe deres kolleger gennem supervision og feedback. Det er til gavn for hele afdelingen.”
Nye veje for professionen
Krestine Schack, der er radiograf på Sydvestjysk Sygehus, begyndte på efteruddannelsen i beskrivende ultralyd tidligere på året. For hende var det nye tilbud en længe ventet mulighed, der endelig bød sig:
”Jeg har altid vidst, at jeg ville specialisere mig i ultralyd. Da efteruddannelsen blev tilgængelig i Danmark, var jeg ikke i tvivl.”
“Vi har sygdomslære, trænes i at vurdere, hvordan cyster og tumorer arter sig, og hvordan man forbedrer billederne. Det kræver selvstændighed og en tro på sig selv, og jo mere man beskriver, desto sikrere bliver man på sin vurdering.”
Noget, der især tiltaler hende, er den selvstændighed og patientkontakt, der følger med arbejdet som beskrivende ultralydsradiograf:
“Ultralyd er som en skattejagt. Jeg bruger min viden om anatomi og sygdomslære til at finde svar. Og så er det spændende at kunne følge patienten fra start til slut – det kan jeg ikke på samme måde med en CT-scanning, hvor patienten først får svaret en uge senere,” forklarer hun.
“Jeg kan helt klart anbefale uddannelsen, uanset om man har megen eller ingen erfaring med ultralyd. På holdet, vi er nu, kommer vi fra vidt forskellige sygehuse. Nogle har scannet ultralyd selvstændigt i flere år og vil bare gerne have papir på dét, de kan. Andre, som mig, har aldrig prøvet det før, men synes, det er virkelig spændende.”
Karen Brage glæder sig over, at kompetenceudviklingsforløbet som beskrivende ultralydsradiograf nu er en realitet. Hun ser efteruddannelsestilbuddet som en del af en større tendens:
“Radiografer påtager sig flere og flere opgaver, der tidligere var forbeholdt læger. Det giver os nye, spændende karriereveje og styrker vores fag som helhed,” mener hun.
Og ifølge chefradiograf Preben Thomassen skal vi ikke være bange for, at faggrupperne bevæger sig ind på hinandens områder.
“Så længe vi udvikler kompetencerne i respekt for hinandens faglighed, så løfter vi hinanden – og sundhedsvæsenet.”
Er du nysgerrig på efteruddannelsen? Du kan læse mere om den her.
- Karen Brage er radiograf, lektor ved UCL University College samt ekstern lektor ved Klinisk Institut ved Syddansk Universitet. Hun er kursusleder for efteruddannelsen Beskrivende Ultralydsradiograf/-sygeplejerske. Karen har en ph.d. i ultralyd og forsker i ultralyd og strålebeskyttelse.
- Preben Thomassen er Chefradiograf DLS på Afdeling for Røntgen og Skanning, Herlev og Gentofte Hospital. Uddannet radiograf fra Radiografskolen i Herlev i 1980.
- Krestine Schack er radiograf på Sydvestjysk Sygehus og kursist på kompetenceudviklingsforløbet i beskrivende ultralydsradiograf fra februar 2024