6. februar 2026
Afgørelse i deltidsdommen: Overenskomster skal ændres efter EU-kritik
Arbejdsgivere og fagforbund tvinges nu til at justere aftaler om deltidsansattes arbejde, efter en faglig voldgift har underkendt dele af de offentlige overenskomster.
Der er nu landet en afgørelse vedrørende deltidsdommene, der i efteråret blev indledt en faglig voldgift om. Tre højesteretsdommere skulle tage stilling til, om de danske regler for aflønning af deltidsansattes medarbejde var i overensstemmelse med EU-reglerne på området.
Det er de ikke, lyder afgørelsen.
Radiograf Rådets formand, Christian Gøttsch Hansen, er meget tilfreds med resultatet, men understreger samtidig, at det endnu er for tidligt at sige, hvad det kommer til at betyde for Radiograf Rådets medlemmer:
”Vi har jo rejst den her sag med den forhåbning om, at vi ville få medhold – og det har vi fået. Men selvom vi er meget tilfredse med afgørelsen, er det endnu uklart, hvordan afgørelsen vil blive udmøntet i praksis og hvad den reelt kommer til at have af betydning for vores medlemmer – både nu og i fremtiden.”
Én ting er dog sikkert: Dommernes afgørelse betyder, at de danske overenskomstaftaler skal ændres – og at blandt andre deltidsansatte radiografer muligvis kan have ret til efterbetaling for de arbejdstimer, de har haft, udover deres normerede arbejdstid.
Arbejdet med implementering af afgørelsen begynder nu – og er du medlem af Radiograf Rådet, vil vi sørge for at holde både dig og din TR løbende orienteret.
På vores FAQ om EU-domme og deltidsansættelse kan du finde svar på en række spørgsmål vedrørende EU-dommen, som løbende vil blive opdateret i takt med, at vi får flere oplysninger om afgørelsens betydningen. Skulle du have nogle spørgsmål om selve afgørelsen, er du velkommen til at kontakte Radiograf Rådets juridiske konsulent, Mille Giehm-Reese, på mille@radiograf.dk.
