Etik for radiografer i Danmark
Etiske retningslinjer for radiografer i Danmark respekterer grundlæggende menneskerettigheder og gældende lovgivning, som vedrører radiografi og skal ses som et supplement hertil.

Formålet med at udarbejde etiske retningslinjer er at styrke radiografens faglige skøn såvel generelt som i konkrete situationer ved at:
• Radiografer får mulighed for at identificere etiske dilemmaer i radiografi.
• Radiografer fokuserer på forskellige perspektiver i etiske dilemmaer.
• Den enkelte radiograf gives mulighed for at træffe beslutninger på et nuanceret grundlag for at udvikle radiografi og herigennem styrke tilliden til og respekten for radiografens profession.
Det er Radiograf Rådets holdning, at radiografi skal udøves med respekt og forståelse for det enkelte menneskes egenværd og opfattelse af egen situation. Heri ligger, at radiografen har et humanistisk menneskesyn og at radiografen har den enkelte patients interesser som sin overordnede prioritet.