6. oktober 2026

Fælles retning, faglige diskussioner og nyt formandskab: Radiograf Rådet holder kongres

Der var både plads til debat, refleksion og nye perspektiver, da Radiograf Rådet den 3. oktober samlede delegerede, hovedbestyrelse, gæster og samarbejdspartnere til kongres i Middelfart. På dagsordenen var blandt andet foreningens fremtid, politiske mærkesager og medlemsdemokrati. Dagen bød også på valget af et nyt formandskab.

Snakken går på kryds og tværs i salen. Der bliver hilst på kolleger, udvekslet erfaringer og diskuteret stort og småt mellem bordene. Men når dirigenten tager ordet, lægger snakken sig, og opmærksomheden samler sig om dagsordenen.

Radiograf Rådets kongres 2026 er i gang.

Forude venter en dag, hvor der både skal gøres status over de seneste års arbejde og sættes retning for de kommende. Regnskaber og budgetter skal gennemgås, forslag til lovændringer behandles, og foreningens politiske prioriteter diskuteres.

Men først er det Radiograf Rådets nu afgåede formand, Christian Gøttsch Hansen, der tager ordet og byder velkommen til de fremmødte på vegne af hovedbestyrelsen:

”Vi håber, vi får en dag med gode drøftelser. Vi behøver ikke være enige om alt. Det ville næsten være mærkeligt, hvis vi var. Men vi er enige om, at radiografer udfylder en vigtig og uundværlig rolle i sundhedsvæsenet. At radiografer fortjener ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og at vores fag og faglighed skal have de bedst mulige betingelser – både for at eksistere og for at vokse og udvikle,” siger han.

Og netop dét fælles udgangspunkt skal ifølge formanden danne grundlag for dagens diskussioner:

”Vi må gerne udfordre hinanden. Faktisk skal vi udfordre hinanden. For det er noget af det, vi som fagforening kan. Vi samler forskellige stemmer. Vi skaber fælles retning. Og vi omsætter fællesskab til indflydelse. Det er derfor, vi er her i dag.”

Et tilbageblik på tre år i forandring

I den mundtlige beretning gør Christian Gøttsch Hansen status over en kongresperiode præget af store forandringer. Sundheds- og uddannelsesreformer, trepartsaftalen og to overenskomstforhandlinger har sat deres præg på både radiografernes arbejdsliv og Radiograf Rådets arbejde.

Særligt trepartsaftalen har fyldt. Radiograferne blev ikke omfattet af det særlige lønløft, hvilket har skabt frustration og en oplevelse af manglende anerkendelse blandt mange medlemmer.

”Aftalen har skabt lønforskelle mellem flere kolleger, der dagligt arbejder side om side og måske endda udfører de samme opgaver,” siger Christian Gøttsch Hansen.

Beretningen kommer også omkring foreningens arbejde med arbejdsmiljø, uddannelse og faglig udvikling. Fra indsatser mod upassende bemærkninger på arbejdspladsen til kunstig intelligens, overdiagnostik og radiografernes rolle i fremtidens sundhedsvæsen.

Samtidig fremhæver Christian Gøttsch Hansen arbejdet med at styrke foreningens politiske indflydelse, samarbejder og medlemsinddragelse. For selvom Radiograf Rådet i dag har flere medlemmer end nogensinde før, er den høje organisationsgrad ikke noget, foreningen kan tage for givet.

Og netop derfor peger beretningen også fremad.

”Radiograf Rådet skal ikke bare reagere på udviklingen i faget. Vi skal være med til at forme den,” understreger han.

Dermed danner beretningen også afsæt for et af kongressens centrale spørgsmål: Hvor står Radiograf Rådet i dag, og hvilken retning skal foreningen bevæge sig i?

Udtalelse

Nærheden er Radiograf Rådets styrke – og meget af den bor lokalt – hos TR og hos kollegerne ude på arbejdspladserne.

Line Juul ChristensenNow Onwards

Lovændringer og økonomi på dagsordenen

Efter beretningen fortsætter kongressen med en række af de formelle punkter på dagsordenen. Sekretariatschef Søren Hanager fremlægger årsregnskaberne for 2023, 2024 og 2025, som alle bliver godkendt.

Herefter overtager Radiograf Rådets forhandlingskonsulent Mille Giehm-Reese ordet for at præsentere hovedbestyrelsens forslag til ændringer af Radiograf Rådets love.

Blandt forslagene er en ændring af § 2, der indtil kongressen foreskrev, at Radiograf Rådet skal udgive et medlemsblad. Fremover skal bestemmelsen i stedet lyde, at foreningen skal ”udkomme med en medlemskommunikation der medvirker til faglig udvikling, inspiration, fællesskab og videndeling”.

Ændringen skal gøre lovene uafhængige af, hvilken form medlemskommunikationen har, og dermed give plads til udviklingen af Radiografen fra et trykt fagblad til et digitalt nyhedsunivers. Forslaget godkendes.

Et andet forslag handler om betegnelserne for Radiograf Rådets politiske ledelse. Her foreslås det at ændre ”formand” og ”næstformand” til ”forperson” og ”næstforperson” – de valgte vil dog stadig selv kunne vælge, hvilken titel de ønsker at bruge. Det forslag bliver også godkendt.

Forslagene giver anledning til både spørgsmål, bemærkninger og drøftelser blandt de fremmødte, inden kongressen går videre til næste punkt, som er en præsentation af budgetterne for den kommende kongresperiode.

Et af de konkrete punkter er en planlagt kontingentregulering på 23 kroner om måneden.

For at sætte beløbet i perspektiv har sekretariatschef Søren Hanager undersøgt, hvad man egentlig kan få for 23 kroner:

”Jeg googlede i går, hvad man kan få for 23 kroner. I REMA 1000 kan man for eksempel få en liter havredrik,” fortæller han til salen og understreger, at ambitionen netop har været at holde stigningen på et beskedent niveau, hvor fagforeningen fylder så lidt som muligt i medlemmernes budget, samtidig med at foreningen har en økonomi i sund balance.

Medlemsdialogen skal styrkes lokalt

Senere på dagen skifter fokus fra regnskaber og lovændringer til en af de helt centrale opgaver for Radiograf Rådet: At gøre værdien af medlemskabet tydeligere og styrke den lokale medlemsdialog.

Det sker, da den eksterne rådgiver Line Juul Christensen fra Now Onwards præsenterer Radiograf Rådets nye TR-kit, som er udviklet i samarbejde med foreningens tillidsrepræsentanter og sekretariat.

Kittet består af konkrete redskaber, som tillidsrepræsentanterne kan bruge i dialogen med både nuværende og kommende medlemmer. Ambitionen er at gøre det lettere at fortælle, hvad Radiograf Rådet kan hjælpe med, og hvilken forskel et fagligt fællesskab gør i praksis.

Behovet er blandt andet blevet tydeligt i Radiograf Rådets medlemsundersøgelse, hvor næsten halvdelen af medlemmerne svarer, at de ønsker information gennem deres tillidsrepræsentant.

Under præsentationen bidrager flere af de fremmødte med idéer til, hvordan materialet kan bruges i hverdagen. Et forslag er eksempelvis at klippe spørgsmål og svar fra materialet ud og hænge dem op i kaffestuen, så de kan danne udgangspunkt for samtaler mellem kolleger.

Og netop den lokale forankring er ifølge Line Juul Christensen afgørende.

”Nærheden er Radiograf Rådets styrke – og meget af den bor lokalt – hos TR og hos kollegerne ude på arbejdspladserne.”

Hun fortæller samtidig, at arbejdet med TR-kittet allerede har vakt interesse uden for Radiograf Rådet, hvor andre organisationer har henvendt sig for at høre mere om initiativet.

Udtalelse

Tak for samarbejdet, Christian. Tak for dine råd, din humor og for alt det, du har lagt i vores lille hjertebarn gennem årene.

Kathrine Marie Erenskjoldforperson i Radiograf Rådet

Hvor står vi – og hvor vil vi hen?

Spørgsmålet om Radiograf Rådets fremtid bliver også omdrejningspunktet, da de fremmødte skal arbejde i grupper.

Her får deltagerne mulighed for at diskutere, hvad der skal kendetegne foreningen i de kommende år, og hvilke indsatser der skal prioriteres.

Drøftelserne tager udgangspunkt i tre overordnede spørgsmål:

  • Hvor står vi i dag, og hvor vil vi gerne hen som forening?
  • Hvilke politiske mærkesager skal prioriteres i den kommende kongresperiode?
  • Hvilke konkrete projekter og indsatser skal Radiograf Rådet arbejde videre med?

Alle fremmødte er engagerede og kommer med input til arbejdet i den kommende kongresperiode. Et fortsat gennemgående tema er synlighed og branding – af faget, radiograferne og foreningen.

Implementering af Sundhedsreformen, Region Øst og radiologiens rolle i Det Nære Sundhedsvæsen blev også nævnt med forskellige vinkler. I relation til efter-/videreuddannelse, selvstændigt virksomhedsfelt, pseudonomisering, overdiagnostik og AI mv. er der også fortsat også en masse arbejde at kaste sig over.

De mange input kommer til at danne grundlag for hovedbestyrelsens kommende arbejde med Radiograf Rådets strategiske fokusområder og prioriteringen af de konkrete aktiviteter. Formålet med arbejdet var at skabe det bedste grundlag for en kvalificeret prioritering, så medlemmerne får det mest mulig oplevet værdi af deres medlemskab.

Et nyt formandskab skal føre arbejdet videre

Kongressen markerer samtidig begyndelsen på et nyt kapitel for Radiograf Rådet. Efter en urafstemning blandt foreningens medlemmer bliver resultatet af formandsvalget offentliggjort i kongressalen.

Med 81,1 procent af stemmerne er Kathrine Marie Erenskjold valgt som ny forperson for Radiograf Rådet. Hun afløser Christian Gøttsch Hansen, der får 10,3 procent af stemmerne, mens den tredje kandidat, Søren Brogaard, får 6,4 procent. Omkring 2 procent har stemt blankt.

Stinne Munthe-Brun, der er valgt uden modkandidat, er indtrådt som ny næstforperson.

Dermed får Radiograf Rådet et nyt politisk makkerpar, der skal stå i spidsen for foreningen i den kommende kongresperiode.

En personlig tak til den afgående formand

Efter offentliggørelsen af det nye formandskab, tager Kathrine Marie Erenskjold ordet for at sige tak og farvel til Christian Gøttsch Hansen.

Med både humor og varme ser hun tilbage på deres mangeårige samarbejde, de fælles oplevelser og det, de begge kalder deres ”lille hjertebarn”.

Hun fremhæver blandt andet et råd, Christian Gøttsch Hansen har givet hende gennem årene:

”Der vil være nogen, der synes, du er en helt, og nogen, der synes, du er en idiot. Men mest af alt skal du vide, at det ikke har noget med dig at gøre.”

Et råd, hun tager med sig i sin nye rolle som forperson.

”Jeg er glad for, at du har mindet mig om, at man godt kan lytte til kritik uden at lade den afgøre, hvad man selv er værd,” siger hun.

Og med en personlig tak sætter hun ord på afslutningen af et samarbejde, der har fyldt meget for dem begge:

”Tak for samarbejdet, Christian. Tak for dine råd, din humor og for alt det, du har lagt i vores lille hjertebarn gennem årene.”


Nyheder

Fælles retning, faglige diskussioner og nyt formandskab: Radiograf Rådet holder kongres

Nyt formandskab valgt i Radiograf Rådet

RTT’erne deler løsninger på hverdagens udfordringer

Radiogiraffen skal skabe tryghed for de mindste patienter

Valg og kongres i 2026 – bliv klogere på kandidaterne!

Vil du præge Radiograf Rådets fremtid?

Første professor i radiografi: ”Nu bliver jeg anerkendt på en anden måde”

OK26 for statens radiografer: Aftalen er på plads

Q&A om OK26

OK26-aftalen udfoldet: Her er detaljerne

Ny overenskomstaftale på plads for radiografer

Overordnet OK-forlig på plads: Reallønsfremgang og nye rettigheder på vej

OK26 – Aftale om treårigt overenskomstforlig for statsansatte på plads

Afgørelse i deltidsdommen: Overenskomster skal ændres efter EU-kritik

Billeddiagnostikkens samlingspunkt: Faglighed, debat og virkelighedsnære erkendelser

Årets Faglige Forbillede 2025: ”Det er vigtigt for mig, at de studerende får den radiograffaglige stolthed ind under huden”

Ny samarbejdsaftale styrker Radiograf Rådets position

Landskonference samler RTT’ere fra hele landet til vidensdeling og inspiration

Regionerne viser vejen: Sådan skal Radiograf Rådet stå stærkere i fremtiden

Har du haft merarbejde som deltidsansat i det offentlige? Så kan du have penge til gode