Lyden af kaffekopper, summende samtaler og gensynsglæde fylder foyeren på Radisson Blu tidligt tirsdag morgen den 21. januar. Navneskilte bliver sat på, programmer studeret, og små grupper samler sig, inden endnu et Billeddiagnostisk Årsmøde skydes officielt i gang.

Over 300 deltagere er tilmeldt i år – radiografer, radiologer, forskere, ledere og samarbejdspartnere fra hele landet.

Det er Radiograf Rådet, Dansk Radiologisk Selskab og Dansk Ultralyddiagnostisk Selskab (DMUS), som byder velkommen til to tætpakkede kursusdage.

Programmet er spækket med både danske og internationale foredragsholdere, videnskabelige sessioner, politiske debatter, posterfremlæggelser – og ikke mindst industrien, der fylder udstillingsområdet med ny teknologi, spændende løsninger og produkter til optimerede arbejdsgange.

Et fag, der lever – og vil mere

Forpersonerne for Radiologisk Selskab og DMUS byder velkommen til årsmødet. Derefter får Radiograf Rådets næstforperson, Kathrine Marie Erenskjold, mikrofonen.

Hun taler om et årsmøde, der viser, at fagene lever, at lysten til udvikling er intakt og at behovet for at mødes – på tværs – er større end nogensinde:

“Vi bliver ved med at opsøge hinanden for at blive klogere – sammen,” lyder det fra Kathrine Marie Erenskjold.

Hun retter en tydelig tak til arrangementsgruppen, til radiologerne for det tætte samarbejde i hverdagen og til industrien, “sammen med jeres støtte gør det muligt at løfte kvaliteten af vores årsmøde år efter år.”

Samarbejde bliver et gennemgående tema – også i hendes opfordring til at deltage i Radiograf Rådets debatsessioner om stigende brug af billeddiagnostik, borgernes behov for tryghed og et bæredygtigt sundhedsvæsen.

“Jeg har hørt udtrykket ‘trøsterøntgen’ blive brugt som løsning,” siger hun og lader ordene hænge et øjeblik i luften – et udtryk, vi vender tilbage til.

Teknologi, innovation og erfaringsudveksling

Industrien overtager scenen efter velkomsten og præsenterer nyheder, der lover både optimering og effektivisering. Samtidig bliver det tydeligt, hvor afhængig billeddiagnostikken er af netop dette samspil – og hvor afgørende dialogen er.

Og netop samspillet kommer til udtryk i det summende udstillingsområde. Nye kontraststoffer, AI-integrerede løsninger og virtuelle værktøjer bliver demonstreret, mens deltagerne stopper op, stiller spørgsmål og deler erfaringer fra klinikken.

Det er her, samtalerne ofte bliver konkrete: Hvad virker? Hvad gør hverdagen lettere? Og hvad skaber nye udfordringer?

Tryghedsskabende værktøjer

Niveauet var højt på tværs af årsmødet. Dansk Radiologisk Selskabs sessioner bød på stærke, fagligt tunge oplæg og engagerede diskussioner, som understregede værdien af det tætte samarbejde mellem radiografer og radiologer.

Også Radiograf Rådet stod bag flere af årsmødets sessioner – her var både det menneskelige og det faglige i centrum.

Vi fik blandt andet fløjet Mark McEntee ind som oplægsholder – han er radiograf og professor fra University College Cork i Irland, og tog udgangspunkt i sin egen familie for at beskrive mødet mellem sundhedsvæsenet og borgere med demens. Han gav en rørende og konkret indsigt i, hvordan en dement borger kan reagere under en billeddiagnostisk undersøgelse – og hvad der ofte ligger bag uroen.

Han pegede på helt konkrete faktorer i undersøgelsesforløbet, som kan udløse angst og aggression, og gav deltagerne redskaber til at identificere demens tidligt og handle derefter.

Mark McEntees oplæg gav konkrete værktøjer, der kunne bruges med det samme – og som bestemt også kan danne grundlag for fremtidige kurser eller temadage.

At turde sætte dagsordenen i radiograffaget

I forlængelse af Mark McEntees oplæg blev blikkene er rettet mod Bo Mussmann, forskningsleder på Odense Universitetshospital og radiograf. Hans budskab er klart: Mange radiografer tror ikke, de er gode nok til at forske – og den forestilling skal ændres.

Han understreger, at ledelse er en afgørende faktor, og han bruger en analogi, der får flere til at nikke genkendende: “Mennesker agerer som solsikker. Lederen er solen. Hvis solen kun skinner på produktion, så er det dér, energien går hen,” forklarer han.

Derfor er ledernes prioritering af forskning afgørende, og opfordringen er klar:

“Hvis man som radiograf gerne vil ind i forskning, skal man sige det højt.”

Spørgsmålet om ressourcer melder sig hurtigt fra salen. Kan radiografer frikøbes? Svaret er nuanceret og afhænger af sammenhængen – og af, om ledelsen kan se meningen, understreger Bo Mussmann.

Tråden bliver efterfølgende samlet op af underviser, radiograf og forsker på UCL, Helle Precht.

Hun italesætter, at danske radiografer selv er nødt til at skabe forskningen i faget:

“For hvis vi ikke gør det og selv sætter dagsordenen, bliver det nogle andre, der gør det; så bliver det nogle andre, der ændrer vores hverdag og profession.”

Hun taler om ejerskab og retning – om at definere, hvor man vil hen, før man fortaber sig i hvordan – og om nødvendigheden af samarbejde nationalt, internationalt, tværprofessionelt og tværsektionelt.

Med afsæt i sin egen historie fra Nordals og en praktikerfamilie fortæller hun, hvordan tanken om en ph.d. tidligere virkede uopnåelig: “Men det er ikke farligt. Det er bare vores grunduddannelse med lidt ekstra bygget ovenpå.” Forskning, fremhæver hun, kan begynde i det små – som en poster på Billeddiagnostisk Årsmøde eller en artikel i Radiografen.

Trøsterøntgen: Når faglighed støder mod frygt

Også på dette årsmøde var Radiograf Rådet i front med en debatsession, hvor vi emnet var overdiagnostik og udfordringerne forbundet dermed.

Ligesom sidste år blev sessionen afviklet i samarbejde med Dansk Radiologisk Selskab og igen var alle siddepladser fyldt ud.

“Hvor mange af jer har lavet et trøsterøntgen?”

Der bliver stille i salen, da moderatoren, Anja Bo, beder de mange fremmødte om at række hånden op.

Mange hænder rækkes i vejret – ”hold da op,” siger hun og kigger ud over salen. “Det var mange.”

Mængden af hænder vidner om, at spørgsmålet rammer det, som hele debatten kredser om: Ansvar, ressourcer – og billeddiagnostikkens rolle i et sundhedsvæsen.

På scenen står regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S). Han lægger ikke skjul på dilemmaet:

”Vi har opbygget et sundhedsvæsen, der i høj grad signalerer, at alt bygger på evidens. Men når man kommer tættere på, opdager man, at meget også handler om traditioner, hierarkier og kultur,” forklarer han.

Han peger samtidig på et voksende pres fra patienterne, der gør det sværere at prioritere – også når fagligheden tilsiger noget andet:

“Vi kan skanne alle, men spørgsmålet er jo, om vi virkelig skal det?” siger han og fastslår:

“En skanning for en sikkerheds skyld” er ikke et tilstrækkeligt argument – trøsterøntgen skal stoppes.

“Det ødelægger jo arbejdsglæden”

Da Radiograf Rådets næstforperson, Kathrine Marie Erenskjold, får ordet, bliver tonen mere personlig. Hun bliver spurgt direkte, hvad der frustrerer hende mest i hverdagen.

“Det ødelægger jo arbejdsglæden,” svarer hun uden tøven: “At vi skal lave undersøgelser, som ikke har nogen behandlingsmæssig effekt.”

Radiograferne står midt i det, forklarer hun. De har viden om, hvornår en undersøgelse giver mening – og hvornår den ikke gør. Samtidig er det dem, der møder patienterne, deres forventninger og deres frygt.

“Vi vil jo gerne give den bedste patientoplevelse og den bedste behandling,” siger hun.

Og så kommer sætningen, som mange i salen kender:

“Men den bedste stråledosis er den, man ikke får.”

Fra panelet kommer en kommentar fra forpersonen fra Radiologisk Selskab, Martin Lundsgaard:

“Argh – den bedste er vel den, der finder sygdommen.”

Latteren breder sig kort, men spændingen bliver hængende. For netop dér ligger konflikten: mellem ønsket om at finde sygdomme, men samtidig heller ikke gøre for meget.

”Mange er bange for at blive alvorligt syge”

Under debatten løfter antropolog Alexandra Brandt Ryborg Jønsson blikket fra den kliniske hverdag og ser på samfundet som helhed.

Hun beskriver en befolkning, der i stigende grad forsøger at optimere livet. Ikke nødvendigvis for at leve bedre – men for at leve længere.

“I virkeligheden handler det om, at mange er bange for at blive alvorligt syge,” siger hun.

Trøsterøntgen og -undersøgelser spiller en central rolle i den frygt. Men hendes forskning viser, at trøsten ikke virker.

Den fjerner ikke angsten. Tværtimod fastholder den forestillingen om, at sikkerhed findes i scanninger – ikke i faglige vurderinger.

”Vi tror mere på maskinerne end på doktor Hansens vurdering”, forklarer hun og nævner det klassiske eksempel: Knæsmerter, der skyldes almindeligt slid, men alligevel udløser krav om billeddiagnostik.

”Samtidig lider vi under en trivselskrise”, siger hun. En konstant stræben efter forbedring – eller i det mindste efter ikke at få det dårligere.

Overdiagnostik som systemisk problem

Professor og praktiserende læge John Brodersen sætter tal på udviklingen: For få år siden blev 10 ud af 100 patienter viderehenvist fra almen praksis. I dag er tallet 13 ud af 100. En stigning på 33 procent.

”Det er ikke tilfældigt,” understreger han. Der findes uheldige incitamentstrukturer, hvor forventninger mellem patienter, forsikringsselskaber og sundhedsvæsen presser lægerne til at facilitere undersøgelser, de fagligt ikke nødvendigvis finder relevante.

Overdiagnostik, forklarer han, handler om at gøre unødvendigt mange borgere til patienter. Og udviklingen er massiv: Antallet af billeddiagnostiske undersøgelser er steget eksplosivt over de seneste årtier.

Modet til at stoppe

Senere citerer regionsrådsmedlem Thomas Rhoden (R) Bibelen:

”Søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.”

Citatet får et skævt ekko i salen, for det er netop dét, der sker i billeddiagnostikken: Søger man nok, finder man altid noget.

Hvis kulturen skal ændres, skal sproget ændres, lyder det fra panelet. Og måske skal der forskes mere i det, man skal holde op med – ikke kun i det nye.

Kathrine Marie Erenskjold slår fast, at der er reelle steder at spare, og at radiograferne er villige til at tage ansvar. Men det kræver dialog. Hun efterlyser et rum, hvor politikere og sundhedsprofessionelle kan tale sammen – reelt. Ikke kun om nye løsninger, men også om det svære:

“Hvad er det, vi skal stoppe med at gøre?”

---