6. marts 2026

Ny overenskomstaftale på plads for radiografer

Radiograf Rådet har indgået en ny overenskomstaftale med forbedringer i løn og vilkår. Aftalen skal nu til afstemning blandt medlemmerne.

Radiograf Rådet har landet en ny overenskomstaftale for radiografer. Aftalen indeholder flere forbedringer – blandt andet højere pension, et løft til erfarne radiografer og nye regler for vagttillæg.

Aftalen bygger på den overordnede overenskomst for regionerne og skal nu til afstemning blandt medlemmerne.

Radiograf Rådets formand, Christian Gøttsch Hansen, siger:

”Vi er meget tilfredse med den aftale, vi har landet – det er en historisk flot overenskomst. Der er nogle klare forbedringer for radiograferne, og særligt forbedringen af pensionen er en stor sejr for vores fag, da vi dermed lever op til pensionskassens anbefalinger og der åbnes for en fritvalgsordning.”

Løft til erfarne radiografer og højere pension

Aftalen indeholder flere forbedringer i løn- og ansættelsesvilkår.

Blandt andet stiger tillægget til radiografer med mere end 10 års erfaring, og pensionen stiger med 1 procent for alle radiografer.

De organisationsspecifikke midler i forhandlingerne endte på 2 procent – højere end de 1,5 procent, man oprindeligt havde forventet. Det har gjort det muligt at få flere forbedringer igennem i aftalen.

Ny regel for vagttillæg

En af de mest markante ændringer i aftalen handler om vagttillæg.

Fremover vil alle timer på arbejdspladsen tælle med i optællingen af vagttillægget – også de timer, hvor man opholder sig på vagtværelset.

Hidtil har kun de såkaldt effektive timer talt med, altså når man aktivt blev kaldt ind til en patient.

Ændringen betyder, at arbejdsgiver ikke længere kan tilrettelægge vagter på en måde, hvor fordelingen af effektive og ineffektive timer påvirker udbetalingen af vagttillæg.

Forbedringer for ledere

Aftalen indeholder også forbedringer for radiografer med lederansvar.

Efter input fra ledere ved sidste overenskomstforhandling har Radiograf Rådet arbejdet for at styrke ledervilkårene. Det betyder blandt andet et betydeligt løntillæg til ledere af medarbejdere samt forbedrede afskedigelsesvilkår for chefer.

Del af større regional aftale

De organisationsspecifikke forbedringer bygger på den overordnede aftale for regionerne.

Den samlede økonomiske ramme er på 9,2 procent plus 0,2 procent i teknisk korrektion over tre år. Det giver blandt andet generelle lønstigninger på 6,27 procent.

Aftalen indeholder også en række forbedringer i arbejdslivet, herunder en fritvalgskonto, udvidet ret til fravær ved barns sygdom, forbedrede barselsvilkår og mulighed for livsfasesamtaler.

Medlemsmøder før afstemning

Inden aftalen sendes til afstemning blandt medlemmerne, inviterer Radiograf Rådet til digitale medlemsmøder, hvor aftalen gennemgås og medlemmer kan stille spørgsmål.

Invitationerne til møderne er udsendt via mail. Har du ikke modtaget en invitation, bedes du kontakte os på kontakt@radiograf.dk.


Nyheder

Ny overenskomstaftale på plads for radiografer

Overordnet OK-forlig på plads: Reallønsfremgang og nye rettigheder på vej

OK26 – Aftale om treårigt overenskomstforlig for statsansatte på plads

Afgørelse i deltidsdommen: Overenskomster skal ændres efter EU-kritik

Billeddiagnostikkens samlingspunkt: Faglighed, debat og virkelighedsnære erkendelser

Årets Faglige Forbillede 2025: ”Det er vigtigt for mig, at de studerende får den radiograffaglige stolthed ind under huden”

Ny samarbejdsaftale styrker Radiograf Rådets position

Landskonference samler RTT’ere fra hele landet til vidensdeling og inspiration

Regionerne viser vejen: Sådan skal Radiograf Rådet stå stærkere i fremtiden

Har du haft merarbejde som deltidsansat i det offentlige? Så kan du have penge til gode

OK26 – Sundhedskartellet kickstarter forhandlingerne

OK24 – Hvad er der sket og hvad kan vi se frem til

Billeddiagnostisk Årsmøde 2025: Sammen om fremtidens billeddiagnostik

Nyt patientklagesystem skal føre til færre personklager

Medlemsundersøgelse: Radiografer oplever mening i jobbet og tror på fagets fremtid

Årets Faglige Forbillede: “Når du leder med hjertet, bliver du også ramt i hjertet”

Sygehus og start-ups: Vi vil skabe fremtidens sundhedsløsninger

Ny uddannelse som beskrivende ultralydsradiograf

Her er Årets Faglige Forbillede

Radiograf Rådet og dbio på Christiansborg