Wave burst

15. april 2024

OK24 er stemt hjem – rekordmange radiografer stemmer ja

Hele 85 procent af de radiografer, der har stemt ved urafstemningen, har stemt JA til overenskomstaftalerne. Den største tilslutning til en overenskomst i Radiograf Rådets historie, udtaler Radiograf Rådets formand Christian Gøttsch Hansen. Læs om det samlede udfald af OK24, og hvad der sker herfra

Overenskomstaftalerne 2024 er stemt igennem. Det står klart, efter Forhandlingsfællesskabet mandag eftermiddag offentliggjorde de samlede resultater af urafstemningen.

Udfaldet er kulminationen på mange måneders intensivt forhandlingsarbejde, og Radiograf Rådets formandskab er glad for resultatet, ikke mindst for den rekordhøje stemmedeltagelse blandt radiografer.

“Det i sig selv er en stor sejr,” fortæller Radiograf Rådets formand Christian Gøttsch Hansen.

OK24 er stemt hjem

Sådan stemte medlemmerne

Ved urafstemningen har 87,2 procent på tværs af alle faggrupper stemt JA til overenskomstaftalen på det regionale område, imens 92 procent i alt har stemt JA til aftalen på det statslige område.

Blandt radiografer i region og stat har i alt 1.083 stemt for og 193 stemt imod.  

Dermed har hele 85 procent af de stemmende radiografer på tværs af region og stat vurderet, at de pågældende aftaler er en god aftale.

Som noget ekstraordinært for dette års overenskomstforhandlinger er organisationernes resultater sammenkædet. Det betyder, at alle stemmer på tværs af faggrupper tælles sammen og afgør det endelige udfald for overenskomstaftalerne. Derfor kunne enkelte fagforbund være kommet i den situation, at deres medlemmers samlede NEJ blev samlet op af et fælles JA blandt de øvrige forbund. Tallene taler dog sit tydelige sprog, og ikke én eneste medlemsorganisation har fået et samlet NEJ fra deres medlemmer ved urafstemningen.  

Historisk høj tilslutning blandt radiografer

Ud af 1.946 stemmeberettigede radiografer har 1.250 afgivet sin stemme. Det svarer til, at over 64 procent af radiograferne har taget aktivt stilling til de overenskomster, der sætter retningen for deres løn- og ansættelsesvilkår de næste to år.

Radiograf Rådet er glad for resultatet og for den store stemmedeltagelse blandt medlemmerne:

”Som fagforening er vi meget stolte af at kunne fejre ikke blot den største stemmedeltagelse nogensinde, men også den største tilslutning til en overenskomstaftale i Radiograf Rådets historie,” fortæller formand Christian Gøttsch Hansen med henvisning til de 85 procent af medlemmerne, der stemte JA ved urafstemningen. ”Det overbevisende JA fra medlemsorganisationernes medlemmer tyder på, at vi i Forhandlingsfællesskabet har lykkedes at forhandle en aftale på plads, som vores offentligt ansatte kan se sig selv i,” fortæller formanden.

Fuldt fortjente lønstigninger

Formanden fremhæver de betydelige lønstigninger som det vigtigste resultat i den nye overenskomst på det regionale område:

”Helt fra begyndelsen i kravindsamlingen stod det klart, at noget af det vigtigste for vores medlemmer var lønnen. Jeg er stolt af, at vi i Forhandlingsfællesskabet, og ikke mindst i Sundhedskartellet, har stået sammen og forhandlet et resultat hjem, som vores offentligt ansatte kan mærke i kroner og ører de næste to år,” tilføjer Christian Gøttsch Hansen.

Ikke mindst glæder han sig på alle de sundhedsfagliges vegne:

”Med den nye aftale kan vi se frem til lønvilkår, der i højere grad afspejler det store og samfundskritiske stykke arbejde, vores sundhedsprofessioner udfører på sygehusene hver dag,” fortæller formanden. ”De højere beløb, som landets radiografer snart kan se på deres lønsedler, er fuldt fortjente.”

Selvom urafstemningen er slut og overenskomsten for de næste to år på plads, stopper arbejdet ikke her, pointerer Christian Gøttsch Hansen: ”Vores arbejde med at sikre radiografer de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår fortsætter. Midlerne fra treparten har skabt nogle uundgåelige forskelle mellem forskellige faggrupper – vi vil gøre, hvad vi kan for at udligne den forskel,” fortæller Radiograf Rådets formand om det forestående arbejde frem mod 2026, hvor næste overenskomst skal forhandles.

Hvad sker der nu?

Formelt gælder de nye overenskomstaftaler per 1. april 2024 og indtil 31. marts 2026. De elementer i aftalerne, der træder i kraft per 1. april, udmøntes med tilbagevirkende kraft. Det betyder også, at hvis arbejdsgiver ikke når at udbetale lønstigningerne med april-lønnen, efterreguleres stigningerne med den efterfølgende lønudbetaling.

For mere information om overenskomstens indhold og de konkrete forbedringer for radiografer opfordrer Radiograf Rådet til, at man orienterer sig i hjemmesidens OK24-sektion.


Nyheder

Årets Faglige Forbillede: “Når du leder med hjertet, bliver du også ramt i hjertet”

Sygehus og start-ups: Vi vil skabe fremtidens sundhedsløsninger

Ny uddannelse i beskrivende ultralydsradiograf

Her er Årets Faglige Forbillede

Radiograf Rådet og dbio på Christiansborg

Lønstigning og vagttillæg træder snart i kraft

Radiograf Rådet om reformudspillet: Vi har roser og bekymringer

Radiografer kan se frem til lønstigning

Formandskab: Vi vil betale medlemmernes høje autorisationsgebyr

Radiografstuderende opretter borgerforslag imod forhøjet autorisationsgebyr

Årets Faglige Forbillede 2024

Radiografer lider under teknostress

OK24 – Hvad er status?

Autorisationsgebyr spænder ben for nye radiografer

“Med VR får vi røntgen ind på rygraden”

Her er resultatet af OK24

Urafstemningen er i gang

Aftalen for statsansatte skal til urafstemning

Spørgsmål og svar om OK24-forliget

Stærk dansk deltagelse i europæisk kongres