25. februar 2022
Ny formand for Det Etiske Råd: ”Sundhedsvæsenet er i en motivationskrise”
Den 15. februar 2022 tiltrådte Leif Vestergaard Pedersen som ny formand for Det Etiske Råd. Han medbringer omfattende erfaring med sundheds- og sygehusområdet, og som formand vil han blandt andet sætte fokus på krisen i sundhedsvæsenet.
Camilla Beer Arnsberg, kommunikationskonsulent
Du siger, at du som formand vil fokusere mere på krisen i sundhedsvæsenet. Hvilken krise er det, du henviser til?
”Det er min opfattelse, at sundhedsvæsenet i varierende omfang er ramt af en motivationskrise. Hvis man spørger folk, hvad der kan motivere dem til at arbejde i sundhedsvæsenet, er løn ret langt nede på listen. Det betyder ikke, at lønnen er irrelevant, eller at der ikke er et lønproblem.
Leif Vestergaard Pedersen
- Født i 1956
- Uddannet cand.oecon., sundhedsøkonom
- Leif Vestergaard Pedersen har tidligere beskæftiget sig med sygehusforvaltning i de daværende Fyns, Vejle og Århus Amter, ligesom han har fungeret som først sundhedsdirektør i Region Midtjylland og efterfølgende direktør i Kræftens Bekæmpelse
- Han har været medlem af Det Etiske Råd siden 2019 og formand siden den 15. februar 2022
- I dag arbejder Leif Vestergaard Pedersen som konsulent inden for blandt andet organisationsudvikling, ligesom han er medlem af Medicinrådet, bestyrelsesmedlem for Sct. Maria Hospice i Vejle og formand for Epilepsihospitalet Filadelfias bestyrelse
Men det betyder, at det også er afgørende for motivationen, at man oplever, at man laver noget meningsfuldt, og at man får indflydelse på sit arbejde. Hvad er det inderste i at være radiograf eller andet sundhedspersonale?
Det er at få lov at gøre noget godt for patienterne. At yde omsorg for mennesker. Men i et sundhedsvæsen med større enheder og flere ledere, der ikke er en aktiv del af patientbehandlingen, bliver en bivirkning, at både sproget og arbejdet bliver tingsliggjort i stedet for menneskeliggjort.
Vi taler om, hvor mange hofter vi skal operere, i stedet for hvor mange mennesker vi skal operere for hofteproblemer. Og vi får et ledelsessystem, hvor nogle kigger for meget på, hvad ledelsen ’ovenover’ vil have, og ikke hvilke problemer ledelsen kan løse for personalet og dermed for patienterne.
På den vis mister sundhedspersonalet let muligheden for at bliver anerkendt og få indflydelse og blive lyttet til og hørt, og det kommer til at handle mere om ting og opgaver end mennesker. Overordnet set betyder det, at vi fjerner os fra den del af sundhedsvæsenets sjæl, som er en del af personalets motivation.
Og derfor får vi problemer med rekruttering og fastholdelse.
Det var sørgeligt at se, da Region Hovedstaden sendte honninghjerter ud til personalet som en symbolsk tak, og som en symbolsk utak sendte nogle honninghjerterne tilbage. Det viser helt grundlæggende, at der er noget galt – ikke med medarbejderne eller lederne, men med systemet og de værdier og den gensidige anerkendelse der mistrives”.
Hvordan kan Det Etiske Råd bidrage med at løse krisen i sundhedsvæsenet? Hvilke værktøjer kan rådet helt konkret gøre brug af?
”Det Etiske Råd kan ikke løse krisen i sundhedsvæsenet, men vi kan vi pege på nogle principper og værdielementer, der spiller ind i diskussionen. Vi kan komme med nogle betragtninger, som forhåbentlig kan være med til at kvalificere debatten om, hvordan vi driver, og hvordan vi bør drive sundhedsvæsen.
Det Etiske Råd
Det Etiske Råd er et uafhængigt og selvstændigt råd, der har til opgave at rådgive og skabe debat om nye bio- og genteknologier, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer.
Rådet tager også stilling til etiske spørgsmål, der angår vores sundhedsvæsen.
Rådet består af 17 medlemmer, der bliver udpeget for en periode på tre år. Man kan dog højest sidde i med i seks år i alt.
Leif Vestergaard Pedersen overtog formandsposten fra klinikchef på Klinisk Genetik afdeling på Rigshospitalet, Anne-Marie Axø Gerdes.
Kilde: Det Etiske Råd
På så stort et område kan der jo ske skred løbende, uden man lægger mærke til det, og det kan udvikle sig, så vi ender et sted, hvor vi ikke har lyst til at være. Der kan det være godt at spole tilbage og kigge på, hvad vi har overset. I den proces kan Rådet være en helikopter, der ser tingene oppe fra og peger på nogle mønstre, strukturer og principper. Og det præsenterer vi blandt andet i vores redegørelser, ved diskussionsmøder eller i oplæg.
Så kan folk selvfølgelig mene, at det er noget vrøvl, som de ikke er enige i. Og det er fint, for vi er jo ikke orakler. Vi er desuden langt fra altid enige internt i Rådet. Og den uenighed er en god ting, fordi vi så arbejder med, hvorfor vi er uenige, og på den måde kan vi beskrive nogle holdningsmæssige punkter, der kan tegne sig omkring et emne.
Rådet bestemmer sig for at kigge på spørgsmål eller emner, og ofte får vi forespørgsler fra ministre eller folketingsudvalg om at kigge på noget. Engang i mellem spørger vi også selv organisationer og interessenter, om der er noget, vi ifølge dem bør kigge nærmere på.
Folketingets Udvalg vedrørende Det Etiske Råd har for tre år siden peget på, at vi skal kigge ind i omsorg og ulighed i sundhedsvæsenet. Det er altså ikke den diskussion om sundhedsvæsenet, der har kørt i det seneste års tid, der har startet vores arbejde. I stedet er det mere grundlæggende bekymringer om, hvad der er det inderste i sundhedsvæsenet, hvad der bliver af omsorgen, og om sundhedsvæsenet selv er med til at skabe ulighed.
Det kommer der to rapport ud af, hvoraf rapporten om omsorg udkommer på et tidspunkt i den første halvdel af 2022”.
Hvordan kan du med din baggrund bidrage til rådets arbejde med sundhedsvæsenet?
”Det er vigtigt at sige, at Det Etiske Råd er sammensat af mange forskellige faglige baggrunde og erhvervsmæssige baggrunde. Det er ikke min personlige baggrund eller faglighed, der er bærende. Det er suppen, der kommer ud af at blande alle de forskellige baggrunde og fagligheder og lade dem koge sammen, som er vigtig”.
Men hvilke ingredienser smider du så i suppen?
”Mine ingredienser handler om på den ene side at have været ansvarlig for driften af sundhedsvæsenet i Vejle og Århus amter i mange år, og på den anden side at jeg har været direktør i Kræftens Bekæmpelse, og fra det har jeg en helt særlig erfaring med frivillighed.
Min tid i Kræftens Bekæmpelse åbnede mine øjne for, hvor meget arbejde, der kan udføres af frivillige. Det er imponerende at opleve sundhedspersonale, der melder sig frivilligt til at hjælpe svage patienter med at navigere i sundhedsvæsenet.
Der kan man jo ikke tale om, at de har en lønmæssig motivation. Det peger jo også tilbage på, hvordan følelsen af at gøre noget meningsfuldt og patientnært spiller enormt ind i motivationen for sundhedspersonale. Og hvis vi kan etablere den motivation i sundhedsvæsenet, står vi stærkt.
Min baggrund har også givet mig erfaringer med, hvor forskellige patienter er, selv hvis de har samme sygdom. Den forståelsesramme har betydning for mine betragtninger om sundhedsvæsenet. Hvis vi har for mange standardløsninger, indretter vi et sundhedsvæsen, der retter sig mod en bestemt gruppe af patienter.
Så glemmer vi de svage, og vi glemmer, hvor meget de stærke selv kan klare. Så for mig er det vigtigt at bidrage med mit blik for de nuancer, der bør være i sundhedsvæsenet”.