3. marts 2026

Overordnet OK-forlig på plads: Reallønsfremgang og nye rettigheder på vej

“Nu bliver det afgørende, at vi i de videre forhandlinger sikrer konkrete forbedringer, der kan mærkes i radiografernes hverdag,” lyder det fra Radiograf Rådets formand.

Der er nu indgået en aftale om den overordnede ramme for en ny overenskomst for ansatte i regionerne. Aftalen er indgået mellem Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner og gælder for de kommende tre år.

Den samlede økonomiske ramme udgør 9,2 procent plus 0,2 procent i teknisk korrektion. Det betyder generelle lønstigninger på i alt 6,27 procent i perioden og dermed en reallønsfremgang for de regionale ansatte radiografer.

Endeligt resultat afhænger af særlige forhandlinger

Det er endnu for tidligt at sige præcist, hvad den nye overenskomstaftale kommer til at betyde for den enkelte radiograf. Det afhænger blandt andet af stilling, erfaring og udfaldet af de såkaldte specielle forhandlinger, som nu går i gang.

I den økonomiske ramme indgår 2 procent i organisationsmidler, som skal forhandles mellem organisationerne og arbejdsgiverne. Først når disse forhandlinger er afsluttet, ligger det samlede resultat fast.

Formand for Radiograf Rådet, Christian Gøttsch Hansen, ser positivt på det indgåede forlig:

“Den overordnede aftale giver et solidt økonomisk fundament og sender et vigtigt signal om, at arbejdet i regionerne skal kunne hænge sammen – også for radiografer. Nu bliver det afgørende, at vi i de videre forhandlinger sikrer konkrete forbedringer, der kan mærkes i radiografernes hverdag,” siger han.

Mere fleksibilitet og fokus på arbejdslivets faser

Ud over generelle lønstigninger indeholder aftalen også en række forbedringer af vilkårene. Der oprettes blandt andet en fritvalgskonto, hvor man kan vælge mellem mere frihed, pension eller løn.

Muligheden for fravær ved barnets sygdom udvides til også at omfatte barnets 3. sygedag samt den såkaldte 0. dag, hvis barnet bliver syg i løbet af arbejdsdagen.

Derudover indeholder aftalen ret til livsfasesamtaler og nye indsatser for arbejdsmiljø og trivsel med fokus på hele arbejdslivet – blandt andet forbedres barselsrettighederne ved, at der etableres lønret til sociale forældre og nærtstående samt deleugerne hæves fra seks til otte uger. 

Næstforperson i Radiograf Rådet, Kathrine Marie Erenskjold, peger på, at aftalen også rummer vigtige skridt i forhold til arbejdsvilkår og fastholdelse:

“Det er virkelig positivt, at der med aftalen bliver sat tydeligere fokus på fleksibilitet, arbejdsmiljø og balance i arbejdslivet. Det er helt afgørende, hvis regionerne fortsat skal kunne rekruttere og fastholde radiografer – både dem, der er nye i faget, og dem med mange års erfaring,” siger hun og tilføjer, at hun er glad for, at der er blevet lyttet til medlemmernes ønske om mere frihed og bedre vilkår ved barnets sygedage.

Afstemning blandt medlemmerne

Når de specielle forhandlinger er afsluttet, og der foreligger en samlet aftale, vil resultatet blive sendt til urafstemning blandt medlemmerne.

Radiograf Rådet følger forhandlingerne tæt og vil løbende informere og indkalde til medlemsmøder, når der er nyt om, hvad aftalen konkret betyder for radiografer ansat i regionerne.


Nyheder

Overordnet OK-forlig på plads: Reallønsfremgang og nye rettigheder på vej

OK26 – Aftale om treårigt overenskomstforlig for statsansatte på plads

Afgørelse i deltidsdommen: Overenskomster skal ændres efter EU-kritik

Billeddiagnostikkens samlingspunkt: Faglighed, debat og virkelighedsnære erkendelser

Årets Faglige Forbillede 2025: ”Det er vigtigt for mig, at de studerende får den radiograffaglige stolthed ind under huden”

Ny samarbejdsaftale styrker Radiograf Rådets position

Landskonference samler RTT’ere fra hele landet til vidensdeling og inspiration

Regionerne viser vejen: Sådan skal Radiograf Rådet stå stærkere i fremtiden

Har du haft merarbejde som deltidsansat i det offentlige? Så kan du have penge til gode

OK26 – Sundhedskartellet kickstarter forhandlingerne

OK24 – Hvad er der sket og hvad kan vi se frem til

Billeddiagnostisk Årsmøde 2025: Sammen om fremtidens billeddiagnostik

Nyt patientklagesystem skal føre til færre personklager

Medlemsundersøgelse: Radiografer oplever mening i jobbet og tror på fagets fremtid

Årets Faglige Forbillede: “Når du leder med hjertet, bliver du også ramt i hjertet”

Sygehus og start-ups: Vi vil skabe fremtidens sundhedsløsninger

Ny uddannelse som beskrivende ultralydsradiograf

Her er Årets Faglige Forbillede

Radiograf Rådet og dbio på Christiansborg

Lønstigning og vagttillæg træder snart i kraft