Studerende: “Med Virtual Reality får vi røntgen ind på rygraden”
På radiografuddannelsen i Odense kan de studerende nu perfektionere deres teknik i røntgenfoto med en ny Virtual Reality simulator.
Af Mara Malene Raun Schmidt, kommunikationskonsulent. Artiklen er bragt i fagbladet Radiografen #2 – juni 2024.
Uddannelsesleder Katrine Borg-Hansen ved godt, at en simulator ikke kan erstatte virkelighedens patientmøde med alt hvad et sådant indebærer af dialog, spontane interaktioner og medmenneskelig kontakt.
Men, fastholder hun, “vi kan stadig gøre rigtig meget i et professionslaboratorie som dét, vi har på radiografuddannelsen på UCL. Med de praksisnære undervisningsforløb tilegner vores studerende sig de tekniske og humanistiske kompetencer, det kræver at være en dygtig radiograf. De lærer at tænke kreativt og innovativt, inden for deres fag og i mødet med sundhedssektoren i det hele taget.”
Lab’et, som uddannelseslederen på UCL’s radiografuddannelse taler om, er en godt 800 kvadratmeter tilbygning for enden af UCL’s domicil i Odense. I professionslaboratoriet finder man en CT-skanner, to ultralydsrum, to røntgenrum, et dosisplanlægningslab, en radiofarmaci, et stort pacslokale og en helt masse fantomer. I umiddelbar nærhed findes sengestuer, som deles med de øvrige sundhedsuddannelser. Seneste skud på stammen er VR rummet, hvor de studerende ved hjælp af X-Ray Simulatoren har mulighed for at træne deres tekniske kunnen og præcision i røntgenfotografering.
Unikt virtuelt læringsrum
Når de studerende tager VR-headsettet på, træder de ind i et klassisk røntgenrum og møder en patient, der ligger klar på lejet. Nu er det den studerendes opgave at positionere patienten rigtigt, manipulere indstillingerne optimalt og tage billeder af fx patientens håndled, hofte, skulder eller knæ.
VitaSims VR X-Ray Simulator er udviklet til at afspejle virkelighedens røntgenundersøgelser, fortæller Rune Overgaard Jensen, CEO i VitaSim:
“I simulatoren møder du patienter, røntgenudstyr, markører og andre hjælpeværktøjer – alt det, man typisk vil anvende under røntgenundersøgelser – men her med den fordel, at du kan tage lige så mange røntgenbilleder, du har lyst til, uden at udsætte dig selv eller patienter for stråling.”
I simulatoren kan man også tage alverdens former for projektioner, afprøve skøre vinkler og placeringer, som man aldrig ville møde i virkeligheden, men som stadig bidrager til ens læring og forståelse af røntgenfaget. Man kan tilmed “fjerne huden” fra patienterne og studere knoglernes anatomi og bevægelighed, imens man tager billeder, tilføjer Rune Overgaard Jensen.
“Disse muligheder giver de studerende et unikt læringsrum, hvori de kan udforske, eksperimentere og udvikle et helt særligt ‘røntgenblik’.”
Røntgen på rygraden
Uddannelseskoordinator Jonas Værlund Rasmussen fortæller, at de studerende har taget godt imod røntgensimulatoren.
”De studerende kører et forløb med VR X-Ray Simulatoren inden, de skal ud i praksis, og et kortere opfølgende, når de er tilbage. På den måde stifter de bekendtskab med røntgenrummet og hele den tekniske side af dét at røntgenfotografere, inden de skal stå med opgaverne ude på den travle hverdag på afdelingerne,” fortæller han og tilføjer:
”Når de kommer tilbage fra praksis og har et opfølgende forløb med simulatoren, bliver det tydeligt for dem, hvor meget længere de er kommet rent fagligt i forhold til dengang, de begyndte.”
Dét nikker Johan Lundgreen genkendende til. Han er en af de 2. semesterstuderende, der netop er kommet tilbage fra klinisk praksis og nu har genoptaget træningen med VR X-Ray simulatoren.
“Da vi påbegyndte VR-forløbet for nogle måneder siden, sad vi med hovederne i knoglebogen for hele tiden at sikre os, at vi fik kroppen placeret korrekt,” fortæller han.
“Men fordi vi har taget hundredvis, måske tusindvis, af billeder, før vi begyndte i klinisk praksis, havde vi et overskud til at være til stede i virkelighedens røntgenrum på en anden måde, end hvis vi dér havde mødt det tekniske for første gang.”
Johan Lundgreen kan tydeligt mærke en forskel fra dengang til nu:
“Nu er der en anatomisk forståelse og nogle tekniske færdigheder, der på grund af gentagelse, tid og omhyggelighed er arbejdet helt ind på rygraden,” fortæller han.
Plads til fejl
Netop muligheden for at udføre opgaverne i sit eget tempo og prøve igen, er afgørende for de studerendes forberedelse til klinisk praksis, mener Signe Scheffmann Olloni. Hun er adjunkt og står i spidsen for simulationsundervisningen på “sengestuen”.
“I dag har vi netop færdiggjort et forløb om aldring. De studerende har skiftevis fået en “aldringsdragt” på, der hæmmer deres syn, hørelse og motorik og dermed giver dem en kropslig oplevelse af, hvad det vil sige at have fysiske udfordringer på grund af alderdom.”
På sengestuen arbejder de studerende casebaseret. De simulerer scenarier, hvori de påtager sig forskellige roller som skiftevis radiograf, patient eller pårørende. De har forløb med fokus på blandt andet hygiejne, strålebeskyttelse og patientkontakt og -pleje, forklarer Signe Scheffmann Olloni.
“Vi træner de situationer, de studerende kan møde i praksis. Forskellen er, at vi her kan sætte scenariet på pause og spørge: ’Hvad skete der her? Hvordan har patienten det? Har vi glemt noget? Er der noget, vi kunne have gjort anderledes?’”
Simulation er kommet for at blive
At det radiografiske laboratorie overhovedet findes, kan vi takke en modig og fremsynet uddannelsesledelse for, der for mere end 20 år siden lagde de første byggesten til de topmoderne faciliteter, UCL har i dag, fortæller uddannelsesleder Katrine Borg-Hansen:
”Siden har vi vedligeholdt, udbygget og indgået strategiske samarbejdsaftaler med industrien og klinisk praksis.”
Ifølge hende er partnerskaberne på tværs af uddannelse, industri og sundhedssektor nøglen til, at faciliteterne følger med udviklingen også i fremtiden.
”Over de sidste par år har vi sat simulationsundervisning i højsædet. Senest har vi lavet et nyt forløb på 2. semester i samarbejde med klinisk praksis. Her står undervisere og kliniske vejledere i laboratoriet på samme tid og kobler teori og praksis på fornemmeste vis,” fortæller hun.
Katrine Borg-Hansen tror, at simulationsundervisning er kommet for at blive.
”Vi kan simulere utroligt mange ting i dag, og mulighederne bliver hele tiden bedre. Lige nu ser vi for eksempel AI-modeller, der kan simulere en samtalesituation med patienten,” fortæller Katrine Borg-Hansen. Hun vedkender, at man aldrig vil kunne simulere patientmødet til fulde. Dét er dog heller ikke meningen, siger hun:
“Hele pointen med professionslaboratoriet er, at vi her kan skabe et så virkelighedsnært ’forhåndsmøde’ med den praksis, vores studerende kommer ud i – men at vi samtidig gør det i et trygt læringsrum, hvori de studerende har lov til og bør begå fejl, så de kan blive dygtigere. På sygehusene er det patienten, der er i centrum, og der er ikke altid tid til at stoppe op og tage ved lære,” fortæller hun.
