Wave burst

Nedsat tid

Her kan du læse om nogle af de vigtigste punkter, du skal være opmærksom på, hvis du ønsker at arbejde færre timer om ugen.

Kan du selv vælge at gå ned i tid og løn?

Det er ikke en ret at gå ned i tid og løn. Derfor skal du lave en aftale med din arbejdsgiver, hvis du ønsker at arbejde på deltid.

Uanset om du selv ønsker at gå ned i tid, eller om din arbejdsgiver har varslet det, har det indflydelse på dine ansættelsesvilkår, herunder løn, ferie og pension.

Lav en klar aftale

Du har som udgangspunkt ikke ret til at gå ned i tid. Hvis du ønsker at arbejde færre timer, skal du lave en aftale om det med din arbejdsgiver. Du skal også være opmærksom på, at du heller ikke har ret til at komme på fuld tid igen efter en periode med deltid. Dette gælder dog ikke ansatte i regionerne – her har man som medarbejder altid krav på at kunne komme på fuldtid.

Radiograf Rådet anbefaler derfor, at du, når du aftaler at gå på deltid, samtidig aftaler med din arbejdsgiver, at din nedsatte arbejdstid gælder for en given periode, og at du efter periodens udløb kan komme på fuld tid igen, hvis du ønsker det. På den måde kan du og din arbejdsgiver ved periodens udløb evaluere situationen, og du kan beslutte, om du vil fortsætte med at arbejde på nedsat tid, eller om du vil vende tilbage på fuld tid.

Du kan også forsøge at aftale, at du har ret til at gå op i tid og løn i en opsigelsesperiode, hvis du bliver opsagt. Så er du garanteret fuld løn i en eventuel opsigelsesperiode, og at en eventuel fratrædelsesgodtgørelse bliver beregnet på baggrund af din fuldtidsløn. Dette er dog en forhandling og ikke noget, som du er garanteret eller kan kræve.

Når I indgår aftalen om nedsat arbejdstid, er det vigtigt, at I også taler om dine arbejdsopgave. Ellers kan du risikere, at du har samme opgaver, men færre timer til at udføre dem i.

Den korte tjekliste

  • Tidsbegrænsning: Sørg for, at aftalen om nedsat arbejdstid er tidsbegrænset.
  • Arbejdsopgaver: Tag en snak om dine arbejdsopgaver, hvis du skal gå ned i tid.
  • Løn og pension: Prøv at fastholde din fulde pensionsindbetaling.
  • Dagpenge: Kontakt din a-kasse og hør, hvilke konsekvenser din nedsatte arbejdstid har, hvis du mister dit arbejde.
Løn og tillæg

Hvis du skal arbejde færre timer, vil din løn blive reduceret forholdsmæssigt. Hvis du ønsker at arbejde 32 timer om ugen, beregner du din løn som 32/37 af lønnen for en fuldtidsansat.

Når du går ned i tid, har du ret til dine sædvanlige tillæg. De vil som udgangspunkt også blive reduceret forholdsmæssigt på samme måde som beskrevet ovenfor.

Pension

Nedsat arbejdstid har også konsekvenser for din pensionsindbetaling og dermed din pensionsopsparing. Din pensionsindbetaling er en procentmæssig indbetaling af din løn, så når din løn bliver lavere, bliver din pension i kroner og ører det automatisk også.

Det kan derfor være en god idé at prøve at indgå en aftale med din arbejdsgiver om, at din pensionsindbetaling forbliver den samme, selvom du går ned i tid.

Hvis din arbejdsgiver ikke vil bibeholde dit pensionsbidrag, kan du selv vælge at indbetale mere.

Merarbejde/overarbejde

Du oppebærer merarbejdsbetaling, hvis du i gennemsnit hen over normperioden arbejder mere, end den aftalte nedsatte arbejdstid. Du skal være opmærksom på, at du først vil oppebære overarbejdsbetaling, hvis du i gennemsnit hen over normperioden arbejder mere end det antal timer, du oprindeligt var ansat på. Hvis du er privat ansat kan dette være anderledes. Det er derfor en god idé at undersøge, hvordan reglerne er hos jer. Dette vil fremgå af den overenskomst, du er omfattet af, din kontrakt eller personalehåndbog.

Ferie efter ændret arbejdstid

Når din arbejdstid ændrer sig, skal du være opmærksom på, at du vil modtage den løn, du havde på optjeningstidspunktet, når du holder ferie. Det vil sige, at hvis du går ned i tid, vil du modtage den samme løn, som da du var ansat flere timer om ugen, indtil du har opbrugt den ferie, du optjente som eksempelvis fuldtidsansat.

Omvendt er det selvfølgelig, hvis du går fra at arbejde for eksempel 30 timer om ugen og går op på fuldtid. Her vil du modtage den løn du oppebar, da du var på nedsat tid, når du holder ferie, indtil den ferie du optjente på nedsat tid er opbrugt.

Eksempel: Jytte arbejder 37 timer om ugen, men ønsker at gå ned på 30 timer fra den 1. januar. Jytte har 10 dages ferie optjent, da hun går ned i tid. Jytte ønsker at holde to ugers ferie i maj svarende til 10 dage. Hun vil modtage den samme løn under sin ferie, som hun oppebar, da hun arbejdede på fuld tid. Næste gang Jytte holder ferie, bruger hun af ferie hun har optjent på nedsat tid, og hun vil derfor modtage sin nye sædvanlige løn.

Barsel

Nedsat arbejdstid har konsekvenser i forhold til barsel. Du får barselsdagpenge i forhold til det timeantal, du skulle have arbejdet, hvis du ikke var på orlov.

Får du løn under barsel, vil dette være din sædvanlige løn, som havde du været på arbejde.

Fratrædelse og opsigelse

Hvis du har talt med din arbejdsgiver om at gå ned i tid, men er blevet afvist, må din arbejdsgiver som udgangspunkt ikke fyre dig på grund af det.

Har du ret til godtgørelse ved fratrædelse, beregnes den på baggrund af din løn på nedsat tid, medmindre der står andet i din kontrakt.

Hvis virksomheden går konkurs, dækker Lønmodtagernes Garantifond også på baggrund af den løn du ellers ville have modtaget, såfremt virksomheden ikke var gået konkurs.

Arbejdsskader

Hvis du kommer ud for en arbejdsulykke eller bliver ramt af en erhvervssygdom, kan din ret til erstatning blive påvirket af den nedsatte arbejdstid.

Hvis du har arbejdet på lavere tid til lavere løn i perioden op til skaden eller sygdommen, kan du risikere, at beregningen sker på grundlag af den lavere indkomst.

Dagpenge og efterløn

En aftale om nedsat arbejdstid og løn kan have konsekvenser for din ret til dagpenge, efterløn og eventuel lønsikring.

Kontakt altid din a-kasse for at få afklaret, hvad det vil betyde i din situation.

Hvis din arbejdsgiver beder dig gå ned i tid

Hvis din arbejdsgiver beder dig gå ned i tid, er dette en væsentlig vilkårsændring. Derfor skal den varsles overfor dig med dit sædvanlige opsigelsesvarsel og kan som udgangspunkt ikke træde i kraft før udløbet af dit opsigelsesvarsel.

Såfremt du ikke ønsker at gå ned i tid, er du i stedet opsagt. Du vil i din opsigelsesperiode modtage din sædvanlige løn og arbejde det antal timer om ugen, du hele tiden har gjort.

Nyheder

Årets Faglige Forbillede: “Når du leder med hjertet, bliver du også ramt i hjertet”

Sygehus og start-ups: Vi vil skabe fremtidens sundhedsløsninger

Ny uddannelse i beskrivende ultralydsradiograf

Her er Årets Faglige Forbillede

Radiograf Rådet og dbio på Christiansborg

Lønstigning og vagttillæg træder snart i kraft

Radiograf Rådet om reformudspillet: Vi har roser og bekymringer

Radiografer kan se frem til lønstigning

Formandskab: Vi vil betale medlemmernes høje autorisationsgebyr

Radiografstuderende opretter borgerforslag imod forhøjet autorisationsgebyr

Årets Faglige Forbillede 2024

Radiografer lider under teknostress

OK24 – Hvad er status?

Autorisationsgebyr spænder ben for nye radiografer

“Med VR får vi røntgen ind på rygraden”

Her er resultatet af OK24

Urafstemningen er i gang

Aftalen for statsansatte skal til urafstemning

Spørgsmål og svar om OK24-forliget

Stærk dansk deltagelse i europæisk kongres