21. august 2024

Nyt studie – Radiografer lider under teknostress

Teknostress er udbredt blandt sundhedspersonale på scanningsafdelinger, viser et nyt studie. Det er et billede, som Radiograf Rådet tydeligt genkender fra deres medlemmer.

Et kvalitativt studie fra Roskilde Universitet har undersøgt sundhedspersonales teknologiske udfordringer på nuklearmedicinske afdelinger – og konklusionen er klar: teknostress er udbredt.

Teknostress kalder man den stress, man kan opleve, når man over tid støder på vedvarende udfordringer i arbejdet med ny eller fejlbehæftet teknologi.

Studiet konkluderer blandt andet:

  • Især performance-problemer er den primære stressfaktor – fx når der er udfordringer med teknologiens pålidelighed og svartider
  • Sundhedspersonalet er dybt afhængig af sygehusets it-systemer, der ofte ikke fungerer optimalt
  • 66 % af de stressende situationer bliver kun midlertidigt løst, hvilket betyder, at problemerne ofte gentager sig
  • Teknostress rammer ikke kun det berørte personale, men også kolleger og patienter, der mærker konsekvenserne af de  teknologiske problemer

Udtalt vilkår for radiografer

”I Radiograf Rådet er vi glade for, at der med denne analyse sættes fokus på et problem, vi ved er et udtalt vilkår i det danske sundhedsvæsen,” siger næstformand i Radiograf Rådet, Kathrine Marie Erenskjold.

For selvom den omtalte analyse undersøger teknostress på det nuklearmedicinske område, er Radiograf Rådets oplevelse, at teknostress er en virkelighed for mange, ikke mindst for radiografer og andet sundhedsfrontpersonale.

”Vi oplever på månedlig basis medlemssager, hvor stress over komplicerede teknologiske systemer er en central faktor. I værste fald er det en stressfaktor, der kan føre til udbrændthed, sygemeldinger og afskedigelser,” fortæller forhandlingskonsulent Shady Khalil, der som radiograf og tidligere kvalitets- og udviklingskoordinator har stor erfaring med hverdagsbrugen af teknologiske systemer på sygehusene.

Skal tages alvorligt

Shady Khalil forklarer, at sundhedsvæsenets systemer er så komplicerede, at man som frontpersonale skal navigere en lang række muligheder for fejl.

”Samtidig går udviklingen af de teknologiske systemer så stærkt, at man som sundhedspersonale på et sygehus knap nok når at vænne sig til én fremgangsmåde, før der implementeres en anden. Og teknostress i netop sygehusverdenen indtager en ny dimension og vejer mere for den enkelte, fordi vi har med mennesker og menneskeliv at gøre,” siger han.

Næstformand Kathrine Marie Erenskjold kender også til den teknologiske stress fra sin egen hverdag som radiograf:  

”For brugerne af teknologien kan reaktionstiden på fejl opleves som meget lang, og løsningerne kommer for sent. Vi skal sikre, at de systemer, der udvikles, ikke blot fungerer på papiret, men også i den konkrete hverdag, personalet står i. Det er på tide at tage teknologisk stress alvorligt,” udtaler hun.

Du kan læse mere om det nye studie her.


Nyheder

Årets Faglige Forbillede 2024

Radiografer lider under teknostress

OK24 – Hvad er status?

Autorisationsgebyr spænder ben for nye radiografer

“Med VR får vi røntgen ind på rygraden”

Her er resultatet af OK24

Urafstemningen er i gang

Aftalen for statsansatte skal til urafstemning

Spørgsmål og svar om OK24-forliget

Stærk dansk deltagelse i europæisk kongres

OK24 – Lønstigninger til alle radiografer

OK24 – Regionerne lander aftale

OK24 – Her er aftalen for statsansatte

OK24 – Der er enighed om, at pres på sundhedsvæsenet kalder på handling

Regionerne holder generalforsamlinger

Download radiografens citatplakat

OK24 – kravene er udvekslet

Sygeplejersker får forbeholdt virksomhedsområde

Radiografuddannelsen bliver fremover udbudt i alle fem regioner

Send dine spørgsmål til trepartsaftalen