Seniordage og -ordninger – Regionalt og kommunalt ansat
Du har sikkert hørt om seniordage og seniorordninger, men hvad indbefatter det helt præcist? Er det noget du har krav på og hvornår? Nedenfor har vi forsøgt at svare på de fleste spørgsmål, du måtte have om seniordage og –ordninger.
Du finder rammeaftalen for seniorpolitik på det regionale område her.
Du finder rammeaftalen for seniorpolitik på det kommunale område her.
Seniorbonus/-dage
Hvis du er ansat i en region, har du ret til en seniorbonus fra den 1. januar året efter, du fyldte 60 år. Bonussens størrelse er afhængig af din alder. Bonussen udbetales én gang årligt hver januar, og beregnes på baggrund af din sædvanlige løn (den løn, du også modtager under eksempelvis sygdom)
Du kan vælge at konvertere din bonus helt eller delvist til seniordage, ekstraordinær pensionsindbetaling eller selvvalgt kompetenceudviklingsforløb.
Såfremt du ønsker at gøre brug af denne mulighed, skal du give din arbejdsgiver besked senest den 1. oktober året før. Dit valg glæder for et år ad gangen.
Hvis du tiltræder i løbet af året, vil du have krav på forholdsmæssig andel af bonussen. Det gælder også, hvis du fratræder, inden bonussen er kommet til udbetaling.
OBS! Hvis du er ansat i en kommune, har du som udgangspunkt ret til seniordage fra og med det kalenderår, du fylder 60 år. Du kan ombytte dine seniordage helt eller delvist til en kontant bonus (0,47 % af din løn og pensionsgivende særydelser) eller ekstraordinær pensionsindbetaling (0,4 % af den pensionsgivende løn per dag.) Du har krav på det samme antal dage som ansatte i regionen.
Seniordage
Hvor mange dage, du max har ret til, afhænger af din alder.
Alder | Bonus af sædvanlig løn | Seniordage |
60 år | 0,8 % | 2 dage årligt |
61 år | 1,2 % | 3 dage årligt |
62 år | 1,6 % | 4 dage årligt |
Din arbejdsgiver skal så vidt muligt imødekomme dine ønsker om, hvornår du vil afholde dine seniordage, dog med hensyntagen til den daglige drift. Seniordage skal som udgangspunkt afvikles som hele dage, men kan efter aftale med din arbejdsgiver afvikles som halve dage eller enkelte timer.
Hvis du ikke når at afholde dine seniordage, vil de som udgangspunkt bortfalde ved årets udgang, medmindre du aftaler andet med din arbejdsgiver.
Ekstraordinær pensionsindbetaling
Du kan også vælge, at din seniorbonus helt eller delvist skal indbetales som en ekstraordinær pensionsindbetaling. Indbetaling vil ske i januar måned. Du skal give besked om, hvilket pensionsselskab indbetalingen skal ske til. Oplyser du ikke det, vil den blive indbetalt til dit sædvanlige pensionsselskab.
Selvvalgt kompetenceforløb
Hvis du vælger at konvertere din seniorbonus til et selvvalgt kompetenceforløb, kan kursus-, materiale- og evt. opholdsudgifter samt 0,4 % af din sædvanlige løn pr. kursusdag indregnes, når værdien af din bonus skal opgøres.
Seniorordning
Som senior har du forskellige muligheder for at tilrettelægge dit arbejdsliv, således at rammerne i højere grad matcher dine behov.
En seniorordning er en frivillig aftale mellem dig og din arbejdsgiver om særlige vilkår i slutningen af dit arbejdsliv. Både du og din arbejdsgiver kan tage initiativ til en seniorordning. Hvad en ordning kan indeholde, afhænger af, hvor du er ansat.
Seniorsamtale
En seniorsamtale er en samtale mellem dig og din nærmeste leder. Formålet med en seniorsamtale er, at der i god tid bliver sat fokus på dine ønsker og forventninger til den resterende del af dit arbejdsliv. En seniorsamtale er et tilbud.
Det er det øverste MED-udvalg på din arbejdsplads, der drøfter dén alder, hvor du vil få tilbudt en seniorsamtale. Det er også MED-udvalget, der drøfter retningslinjer for indholdet i seniorsamtalen.
Seniorstilling
Generelt på det regionale og kommunale område er parterne enige om at anbefale, at ansatte over 60 år og derover, der har til hensigt at gå på pension/efterløn, i stedet tilbydes en aftale om nedsat arbejdstid med opretholdelse af fuld pension, hvis forholdene på arbejdsstedet tillader det.
Du har mulighed for at søge en seniorstilling fra 52 år, men i praksis anvendes det stort set ikke.
En seniorstilling kan enten være en eksisterende stilling eller en ny stilling, der bliver oprettet til formålet.
Vilkårene for en seniorstilling er noget, du skal aftale med din arbejdsgiver. Hvis du for eksempel går ned i arbejdstid og løn med din seniorstilling, kan du prøve at forhandle dig til et udligningstillæg, der helt eller delvist dækker lønforskellen.
Du kan også lave en aftale om, at du får to års ekstra pension. Dette kræver dog, at du er fyldt 55 år, når du starter i din seniorstilling og tidligst stopper, når du er fyldt 62 år.
Hvis du får en seniorstilling, har du ret til at få det samme pensionsbidrag efter den løn og arbejdstid, som du havde, inden du indgik en aftale om seniorstilling.
En aftale om en seniorstilling kan også indeholde, at du får en særlig bonus, hvis du først fratræder stillingen efter, at du er fyldt 62 år.
Du har mulighed for at søge en seniorstilling fra 52 år, men i praksis anvendes det stort set ikke.
Fastholdelses- og fratrædelsesordning
Du kan prøve at forhandle dig til en god fastholdelses- eller fratrædelsesordning, hvor du i forbindelse med, at du stopper, enten får ekstra i pension, får tjenestefrihed med løn i en periode eller får udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse.
Det er blandt andet muligt at forhandle om:
- op til fire års ekstra pension ved fratræden, hvis du er fyldt 60 år
- op til seks måneders tjenestefrihed med løn ved fratræden
- op til seks måneders løn til udbetaling, når du stopper, hvis du har en længerevarende ansættelse.
Aftale om generationsskifte for ledere
Som chef eller leder kan du søge om en generationsskifteaftale, hvor du har mulighed for nogle økonomiske fordele frem til, at du fremtræder din stilling på et aftalt tidspunkt.
Krav til en generationsskifteaftale:
- du skal være fyldt 54 år
- aftalen kan højst gælde for en periode på seks år
- det skal fremgå i aftalen, hvornår du fratræder
- du kan tidligst fratræde, når du er fyldt 60 år.
En generationsskifteaftale kan for eksempel indeholde:
- et løntillæg
- en fastholdelsesbonus
- en pensionsforbedring
- en kombination, hvor værdien af løntillæg og/eller fastholdelsesbonus bliver konverteret til ekstra pension.