Overlægen og ”Den Hvide Dame” (hende vender vi tilbage til) står og synger i kor, medens en kanyle sidder i halsen på en fuldt bedøvet patient, og der drypper blod fra den.

Det oplevede jeg under ét af mine første jobs som radiograf – direkte Carotis. Blodet kom, så kanylen var på plads, og da var det tid at lave optagelser.

Vi havde en filmveksler – bilateral (state of the art), som fotografen så venligt havde fyldt med 25×30 røntgenfilm i begge filmholdere. Hulkortet, der bestemte serie og billefrekvens, var klippet og klart og sat i læseren.

Patientens hoved blev positioneret korrekt, og så blev der meldt klar – og her var det altid spændende, om hulkortet var korrekt klippet, sagde det ’dunk-dunk-dunk’ i den ønskede frekvens. Da var alle tilfredse, og vi krydsede alle fingre for, at radiologen også ramte rigtigt med kontrastinjektionen.

Veloverstået kunne fotografen hente de to filmholdere og begynde at fremkalde. Spændingen steg til uanede højder i ventetiden, indtil vi kunne se, om der var kontrast i billedet, om kontrasten var ok, og om der blev fremstillet det ønskede. Alle billeder blev hængt op på altonatoren i rækkefølge og med fedpen nummereret og sidemarkeret – hø/ve.

Kampen for anerkendelse

Ja, ja – det er lang tid siden, og store fremskridt er sket siden.

I min tid som radiograf har jeg oplevet en rivende udvikling i radiologien – både indenfor det tekniske, uddannelse og anerkendelsen som radiograf.

”En radiograf, er det ham, der sidder ved radioen på et skib?”

Dette var næsten altid det bud, der kom ved middagsselskaber, når der blev spurgt ind til, hvad jeg /vi laver. Tanken om at få radiografen accepteret på røntgenafdelingen virker nu underlig og vil for mange være uforståeligt, da dette nu er en selvfølge.

Men i den spæde start skulle vi som radiografer kæmpe for at bevise vores værd. Den før omtalte ”hvide dame” var den sygeplejerske, der stod for den sterile del af alle de undersøgelser inklusive patientpleje, da det var utænkeligt, at en radiograf skulle kunne varetage patientomsorg.

Radiografen kunne optage røntgenundersøgelser, og sygeplejersken kunne varetage det sterile. Sådan var det. Alt andet var utænkeligt.

Gik der en enkelt radiograf eller to rundt med en ide om, at de ville være afdelingsradiograf, så måtte de en tur om Niels Brock og tage en diplom i økonomi og ledelse – i deres fritid. Det kunne øge chancen for et mellemlederjob på sigt.

Over -og chefradiografer var titler, der ikke eksisterede. Det har heldigvis ændret sig over tid, og jeg kan i skrivende stund ikke komme på nogen billeddiagnostisk afdeling, der har andet end radiografer i de ledende stillinger.

Et tidsbillede på kvalitet og hastighed

Tilbage til dengang. En EMI hovedscanner – 80 x 80-pixel matrix, 4.5 min pr scan og en dosis, jeg slet ikke tør tænke på. Vi var SÅ begejstrede – et teknologisk vidunder, og billeder vi ikke have set magen til, hvis risposerne omkring hovedet ellers var lagt rigtigt. Sjusk gav alt for mange artefakter, og billederne lignede Duplo-klodser.

Også der har teknologien været i en rivende udvikling. Singleslice – 64 slice – multislice. Nu om stunder kan børn scannes, uden de skal bedøves, og ikke mindst rekonstrueres, inden de næsten er ude af scanneren.

At rekonstruere fra CT-billeder kunne vi også senere, da de første singleslice-scannere kom. 1 mm snit af et helt hoved – det kunne man, vel og mærke hvis der blev holdt de pauser, som scanneren krævede for ikke at løbe varm.

Når barnet så var vækket af narkosen, kom det langsommelige arbejde med at overføre alle billederne til floppy disk, nummerere dem, pakke og sende til USA for rekonstruktion. Ca. 2-3 uger senere fik vi så et 3D-billede retur – hardcopy.

Røntgenoptagelser af knogler er for mig et hjertebarn og et pragtfuld håndværk. Film/folier blev vi alle undervist i af en KODAK-medarbejder. Selv vores lærebog kom fra Kodak og ikke et ondt ord om det. KV/mAs og folie udgjorde grundstenene i et korrekt eksponeret billede.

Her glemmer jeg ikke fotografen, der fremkaldte billedet. Vidste du, du måske havde været lidt vel flink med dosis, kunne fotografen ”trylle”. Ændre lidt på varmen i fremkalderen, så radiografen ikke skulle tage billedet om. At billedet så ikke var fikseret godt nok kom først til syne mange år efter, og hvem finder et så gammelt billede frem?

Så kom der dagslysfremkalderen og CR (computer radiologi). Fotograferne var selvsagt bange for at miste deres job, hvilket de så også gjorde på sigt. CR var i princippet bare en folieplade, der kunne genbruges igen og igen, indtil den så alligevel ikke kunne. Der dannes ”ghost”-billede, og den skulle renses. CR-æraen var kort og blev afløst af DR, en dejlig teknologi, som nu har overtaget.

Et privilegium at komme omkring i radiografien

Intervention har også krydset mit radiografliv. Jeg startede med neuroradiologi, men jeg har også haft min gang på det kardiovaskulære afsnit.

Det foregik, som på føromtalte filmveksler og med rullefilm. Rullefilm skulle sætte i i et mørklagt lokale. Mellem vores optagelser af a.femoralis skal fotografen ind og skifte film. Der lå de så og rodede på gulvet i mørket under patientlejet og skiftede film.

Fordi røret kun kunne stå i en stilling, var det vigtig at få positioneret patiens ben, så alle kar på (sommertider på begge ben) var tydelige og kunne fremstilles på rullefilmen. Jeg har set patienter ligge i de mest akavede stillinger med tape om knæ og ankler for at ligge stille. Oveni brugte vi et kontraststof, der sved og brændte. I dag ville vi være indberettet for overgreb.

RIS/PACS. Inden dette nye system blev implementeret, fandtes der en stor tavle til henvisninger. Henvisningerne kom med Pater Noster ned til røntgenafdelingen. Bookning var et job, der gik på skift. Vi kunne alle bookede i ”frisørbogen” – med blyant, hvis nu tiden skulle ændres.

Vi havde et helt fint system, hvor vi satte henvisningen under den dag, undersøgelsen skulle udføres, og resten blev sorteret en uge/måned/år frem. Simpelt og effektivt og før GDPR.

Ak ja, tiden er gået lynende hurtigt. 36 år som radiograf, hvor teknologien har udviklet sig så hurtigt. Det været et privilegium at opleve.

Et privilegium er også at have være rundt om radiografien lige fra selv at være på en røntgenafdelingen til at arbejde for et privat firma med oplæring af radiografer i den nyeste teknik og sidst men ikke mindst prøve kræfter som administrator af RIS/PACS.

Jeg sender en tanke og en tak til alle, jeg har mødt på min vej fra nyuddannet til pensioneret radiograf.

---