Mette Marklund satte sig for første gang i røntgenstolen som radiolog omkring årtusindeskiftet. Gennem tyve år har hun modtaget sin del af dårlige, mangelfulde henvisninger.

”Det handler ikke om, at vores kolleger ikke vil gøre sig umage. De ved ganske enkelt ikke, hvor vigtigt et redskab henvisningen er,” mener Marklund.

”Der er en vidtgående mangel på interesse og viden om radiologi som fag. Mange henvisende ved ikke, hvad vi bruger informationen i henvisningen til, når vi undersøger en patient. Der er ikke bare tale om et teknisk lokale, vi bevidstløst propper patienter ind i på samme måde hver gang for at få et svar,” forklarer hun.

Mette Marklund oplever for eksempel, at alvorligt syge traumepatienter sendes til undersøgelse med en henvisning, der blot står ”traume” i.

”Men der er stor forskel på, hvordan vi kigger på billederne, alt efter om patienten er røget på hovedet i et badebassin eller har fået et cykelstyr i maven,” forklarer Marklund.

Hun understreger vigtigheden af at have nok information til at kunne rette den billeddiagnostiske indsats mod dét, der er mest alvorligt og presserende.

”Er man røget på hovedet i et badebassin, kan man have brækket nakken, og så kigger vi dér først.”

Ifølge Marklund har radiologer ”brugt nogen og tyve år på at skælde ud” over henvisninger af kritisabel kvalitet. Men i stedet for at indkalde til møder og ophænge små laminerede instrukser om alt det, der er mangelfuldt og galt, har hun nu forsøgt sig med en anden tilgang, fortæller hun.

Hun og kolleger har skrevet og indspillet en ”billeddiagnostisk blues” om den gode henvisning – en iørefaldende (op)sang til deres kliniske fagfæller om, hvad de skal huske at have med af information, når de sender en patient videre i systemet.

”Sangen blev til i mit hoved en dag i bilen på vej til arbejde. Da jeg mødte ind, råbte jeg til to kolleger, at de skulle komme ind på mit kontor nu. Ikke lang tid derefter var vi fire læger, der gik i hjemmestudie med musik, pizza og rødvin,” fortæller Marklund om sangen, der kan høres i bunden af siden.

Sangen er siden blevet delt vidt og bredt blandt sundhedsfaglige kolleger. Marklund selv tror, at budskabet har gennemslagskraft, fordi det fortælles med ”fis, ballade og selvuhøjtidelighed.”

Men at den billeddiagnostiske blues har vakt genklang blandt sundhedsfaglige, kan også skyldes den dybereliggende pointe bag sangen, funderer Marklund. Sangen handler nemlig også om, hvad det vil sige at samarbejde på tværs af afdelinger og specialer i et komplekst sundhedssystem.

”Vi har alle sindssygt travlt i sundhedsvæsenet og skubber opgaver rundt imellem os i ét væk. Men når vi uddelegerer en opgave, uddelegerer vi også et ansvar – og har samtidig selv et ansvar for at give den person, der skal løse opgaven, de bedste forudsætninger for at gøre det.”

Mette Marklunds sang er derfor også en appel til sine kolleger og fagfæller om at gøre sig umage i arbejdet med andre, forklarer hun. ”For det er sådan, vi værner om hinandens fagligheder, vores patienter og vores glæde ved arbejdet”.

---