Wave burst

4. december 2023

Trepartsaftalen har gode elementer og store mangler

Der er gode elementer i trepartsaftalen, lyder det fra Radiograf Rådets formandskab. Samlet set er radiograferne dog ikke medtaget, og løsningerne skal derfor findes ved OK24.

Af Camilla Beer Arnsberg, kommunikationsansvarlig

I nat blev forhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgivere og arbejdstagere afsluttet med en trepartsaftale. Selvom danske radiografer ikke formelt er medtaget i treparten, kan flere dele af aftalen få betydning for radiografer.

”Oprindeligt skulle den ekstraordinære ramme på 6,8 milliarder kroner indfases frem mod 2030, men det er nu rykket frem til 2026. Samtidig har partnerne anerkendt, at man ikke igen skal have den slags regeringsindblanding i den danske model. Det er glædeligt. Når det er sagt, lader aftalen også meget at ønske for radiograferne,” siger formand for Radiograf Rådet, Christian Gøttsch Hansen.

I trepartsaftalen er der blandt andet afsat godt 1,9 milliarder til at få sundhedspersonale til at arbejde på sygehuse og i vagt. Samtidig er der afsat 1,1 milliarder kroner til at få flere offentligt ansatte på fuldtid.

Trepart

Trepartsforhandlingerne startede 27. september 2023 og sluttede natten til den 4. december 2023.

Ved trepartsforhandlinger mødes fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne for at drøfte udfordringer og mulige løsninger på arbejdsmarkedet.

”Radiografer er ikke én af de navngivne faggrupper i treparten, som får et lønløft. Og samtidig betyder treparten, at vi kan risikere, at vi ikke kan gå med det, medlemmerne vil, under urafstemningen ved OK24,” siger Christian Gøttsch Hansen med henvisning til, at det bliver det samlede flertal for medlemmerne på det regionale og kommunale område, som bestemmer, om der bliver konflikt – en såkaldt sammenkædning.

Flere af trepartsaftalens elementer omfatter ikke radiograferne, men har alligevel formandskabets interesse:

”Sygeplejerskestuderende skal have løn i den sidste praktikperiode. Her er radiograferne ikke omfattet, men vi er nysgerrige på at se, hvordan det kommer til at fungere i praksis,” siger næstformand for Radiograf Rådet, Kathrine Marie Erenskjold.

Det er en del af trepartsaftalen, at der ikke er mulighed for FEA (frivilligt ekstraarbejde), hvis man er ansat på mindre end 37 timer. Samtidig er det en modydelse for de aftalte vagt- og arbejdstidstillæg, at flere skal på fuldtid.

”Det er godt for de faggrupper, der med treparten får et nødvendigt lønløft. Men for os, der ikke er medtaget, er der stadig store mangler. De fleste radiografer er i forvejen på fuldtid og lever derfor op til de modydelser, treparten opsætter. Det ser jeg som et stærkt udgangspunkt, når vi om lidt for alvor tager hul på OK24,” siger Christian Gøttsch Hansen.

Den 16. december 2023 starter kravudvekslingen med arbejdsgiverne, som samtidig er det endelige startskud til OK24.


Nyheder

Lønstigning og vagttillæg træder snart i kraft

Radiograf Rådet om reformudspillet: Vi har roser og bekymringer

Radiografer kan se frem til lønstigning

Formandskab: Vi vil betale medlemmernes høje autorisationsgebyr

Radiografstuderende opretter borgerforslag imod forhøjet autorisationsgebyr

Årets Faglige Forbillede 2024

Radiografer lider under teknostress

OK24 – Hvad er status?

Autorisationsgebyr spænder ben for nye radiografer

“Med VR får vi røntgen ind på rygraden”

Her er resultatet af OK24

Urafstemningen er i gang

Aftalen for statsansatte skal til urafstemning

Spørgsmål og svar om OK24-forliget

Stærk dansk deltagelse i europæisk kongres

OK24 – Lønstigninger til alle radiografer

OK24 – Regionerne lander aftale

OK24 – Her er aftalen for statsansatte

OK24 – Der er enighed om, at pres på sundhedsvæsenet kalder på handling

Regionerne holder generalforsamlinger